»Jeg kan ikke holde ud at se på dig. Forsvind herfra!«
Sådan oplever svigtede piger, at deres mor hele tiden svinger uforudsigeligt. De modsatrettede signaler betyder, at pigerne til sidst ikke stoler på deres mødre. I stedet søger de respekt og selvværd i grupper af andre vilde unge, fortæller Anne-Marie Christensen, der er familiekonsulent i det socialpædagogiske tilbud Projekt Plan B.
»Her oplever de, at det, der bliver sagt, også bliver gjort. De bliver en del af en drengegruppe, hvor alle signaler er tydelige: 'Jeg vil slå ihjel for dig' eller 'hvis nogen rører dig, dræber jeg dem'. Det, de har manglet hos deres mor, går de ud og finder i drengekulturen,« forklarer hun.
Forventninger til mor
Morens svigt er nemlig afgørende for, at pigerne bliver voldelige. Ofte er døtrene vokset op hos en enlig mor, der har skiftende kærester. Vold har været en del af hjemmet, og selvom faren kan være fordrukken, er det morens manglende forælderevner, der giver udslaget.
»Jeg tror, at pigerne har forventninger til deres mødre. Det ligger dybt, at hun skal sørge for mad og tøj, men også passe på dem. Det oplever de i stedet i grupperne, hvor de får at vide, at nogen vil passe på dem, og at folk vil gøre noget for dem. De får succes – og det er første gang, at de oplever det,« siger Anne-Marie Christensen.
Vil være noget vigtigt
Samme opfattelse har socialpædagog Susan Stokholm, som dagligt har kontakt med pigerne og sidder med i retten, når de bliver dømt for at have tæsket hinanden.
»De har et enormt behov for at udgive sig for at være noget vigtigt,« siger hun.
Kærlighed og omsorg har været fraværende i pigerne barndom, og i bund og grund er de ensomme. Pludselig møder de andre unge på gaden i samme situation. Pigerne bliver mere maskuline end drengene, og i fællesskab gejler de hinanden mere og mere op.
En dag sker det, at den første knytnæve og det begyndende spark ender på kroppen af en bekendt eller helt tilfældig.
»De går i sort, og de har så meget vrede i sig, at det skal ud. Mange af dem venter bare på en chance,« fortæller Susan Stokholm om teenagernes egen forklaring.
På det tidspunkt er det allerede for sent. Pigerne er ved at blive opslugt af den voldelige kultur, og de har det stadig elendigt, så det er svært at komme ud af den.
Pædagoger skal reagere
Hvis man vil undgå teenagevolden, skal man derfor sætte ind meget tidligere og se på hele familien – især moren – i stedet for bare at fjerne det problematiske barn, mener Anne-Marie Christensen. Hun vil have pædagoger til at reagere meget hurtigere.
»Vi skal lade være med at være så berøringsangste. Vi kan ikke blive ved med at se nogle ting i en lang periode og ikke handle på det,« siger Anne-marie Christensen.
»Hvis det ikke sker, så er den eneste udvej en længerevarende kontakt mellem pigerne og en professionel voksen,« supplerer Susan Stokholm.