Den røde skatteplan er blevet beskudt den seneste uge - nu fyger der en ny byge skud mod planen.
Beregninger fra Dansk Erhverv peger nemlig på, at skatteudspillet fra Socialdemokraterne og SF vil koste op imod 5.000 jobbet. Det skriver Berlingske Tidende.
Problemet er de 10 kroner, de to oppositionspartier vil læggen oven i prisen på en pakke smøger. Det vil betyde mindre salg, og vil derfor tvinge forretninger og underleverandører til at skille sig af med folk, mener Dansk Erhverv og regeringen.
Arbejdspladserne vil flytte til forretningerne i Nordtyskland. Og afgiftsstigningen på cigaretter herhjemme vil således få grænsehandlen til at vokse med 1,9 milliarder, vurderer Skatteministeriet.
"Hvis S og SF's afgiftsstigninger bliver gennemført, vil det betyde en stigning i grænsehandlen på 16 procent, så det vil bombe os år tilbage," siger skatteminister Kristian Jensen (V).
Socialdemokraterne afviser kritikken blankt. De regner slet ikke ordentlig efter i Dansk Erhverv og i Skatteministeriet, lyder det fra skatteordfører Nick Hækkerup (S).
"Beregningerne tager ikke højde for, at der er givet kompensation til overførselsindkomsterne, og at beskæftigelsesfradraget og pensionstillægget er hævet. Det betyder, at folk har mulighed for at købe andre varer, og det vil have præcis den modsatte effekt, end den beregning viser," siger Nick Hækkerup.