65 medarbejdere på Ribe Jernindustri er blevet suspenderet efter, virksomheden er blevet erklæret konkurs, skriver TV Syd.
De er ikke afskediget, fordi der er håb om, at der kan findes en køber, og at arbejdspladsen således kan føres videre i et eller andet omfang, forklarer kurator Corna Levin Munch til tv-stationen.
De 65 medarbejdere har mandag været til orienteringsmøde hos Fagforeningen 3F Kongeåen, der organiserer halvdelen af de 65 ansatte.
- Konkursboets kurator arbejder intenst på at redde så mange arbejdspladser som muligt - og selvfølgelig helst de fleste, siger Bjarne Jakobsen, formand for 3F Kongeåen.
Han fortæller, at mange af de ansatte på Ribe Jernindustri har været der i mange år, og at virksomheden er en vigtig del af Ribes historie og DNA.
Ribe Jernindustris direktør, Michael Boel Olesen, sagde allerede fredag til JydskeVestkysten, at flere af produktsegmenterne i Ribe Jernindustri er lønsomme.
Det er således de lønsomme dele af Ribe Jernindustri - altså de produktlinjer, som har givet overskud - der forsøges afsat.
Men det har det seneste par måneder forgæves været forsøgt at sælge virksomheden, og i en pressemeddelelse fortæller ledelsen, at de senere år har budt på en stigende konkurrence på radiatormarkedet.
Konkurrencen kommer især fra Østeuropa og Tyrkiet, og priserne på en del produkter er blevet presset ned under kostprisniveau.
Skulle redningsplanen gå i vasken, så kan de ansatte ifølge TV Syd trøste sig med, at der næsten ingen arbejdsløshed er i området.