Synes du, at det er koldt nu?
Så kan vi hermed overbringe dig en dårlig nyhed. For når weekendvejret - som bliver en blandet landhandel - er overstået, kommer frosten for alvor og bider sig fast.
Så er der ikke hue, handsker og lange underbukser hjemme i garderoben, kan det være en fornem idé at skynde sig ned og investere i de uldne accessories.
"Efter weekenden ser det ud til, at vi taber et par grader hver dag, og når vi når hen omkring onsdag og torsdag, bliver det for alvor med nattefrost, hvor vi kan komme helt ned på fem frostgrader, og hvor temperaturen om dagen nogen steder ikke engang vil komme op på frysepunktet," fortæller Michael Jarnvig, meteorolog på TV 2's vejrcenter til Newspaq.
Så når vi når ind i næste uge, så vil vinteren for alvor begynde at stikke snuden frem.
"Det bliver da et lille vinterligt pust, som vi får os i næste uge, det er helt sikkert," siger han.
Hvis det kan være et lille plaster på såret, så fortæller Michael Jarnvig, at vi til gengæld vil få mere sol at se i næste uge, end vi har gjort de sidste dage, der har været præget at skyer og regn.