Suk! Her på SOS-redaktionen mindes vi med vemod de dage, hvor Danmark havde en målmand, der indgød respekt overalt.
Bare man hviskede navnet »Schmeichel« til en angriber, begyndte han at ryste i sine shorts og overplacere sine skud.
Sådan er det ikke mere. En række danske medier har i dag kunnet berette, at der nu var godt nyt for den danske landsholdsmålmand, Thomas Sørensen.
Og hvad gik det så ud på? Var han blevet kåret til årets målmand? Bedste udlænding? Bedste spiller?
Næh, ingen af delene. Det handlede såmænd om, at hans klub, Aston Villa, var blevet overbudt i kampen om den skotske landsholdsmålmand, Craig Gordon. Underforstået, at hvis Villa havde fået fingre i den dyre skotte, så var vores nationalhelt nok blevet henvist til bænken.
Men vi har da heldigvis stadig en Schmeichel, med fornavnet Kasper, siger nogen så. Ja tak. Han er lige blevet vejet og fundet for let i Manchester City, og som om det ikke var nok, så har den unge knæs for nyligt udtalt, at hans største idol nogensinde var ingen ringere end – Valencias målmand, Canizares. Et tu, Kasper!
Til sidst må det lige være på sin plads med lidt reklame for en kommende film om en idrætsudøver, der står vores hjerte meget nær her på SOS-redaktionen: Verdens værste skihoppper, Eddie The Eagle.
Indspilningerne til filmen om den engelske anti-helt fra OL 1988 begynder først til januar, men vi overvejer allerede nu at sende en erhvervspraktikant ned for at ligge i billet-kø.
Skriv endelig til os på:
Sport&spe@avisen.dk