Forbrugerne shopper og handler for lige så mange penge i dag sammenlignet med 2007.
Hvis man kigger på tal fra detailhandelen, ser det ellers ud til, at forbruget er faldet siden finanskrisens begyndelse. Men tallene er misvisende, skriver Jyllands-Posten i dag.
Det skyldes, at mange af indkøbene er flyttet til skjulte salgskanaler.
Forbrugerne køber i stadig større stil varer som tøj, møbler og elektronik andre steder end i de fysiske butikker - eksempelvis på nettet.
De ting, der bliver købt på netbutikker eller som købes brugt, dukker ikke op i statistikkerne. Den øgede nethandel sørger samtidig for, at butikkerne ikke mærker særlig meget til danskernes usvækkede forbrugsglæde.
Analyse- og trendvirksomheden Pej Gruppen har undersøgt, hvordan danskernes forbrug har udviklet sig de seneste år. Firmaets konklusion lyder, at forbruget reelt ikke er faldet.
"Danskerne har et hemmeligt forbrug, som de færreste er opmærksomme på. I virkeligheden er forbruget på niveau med 2007, da vi blev kåret som Europas bedste forbrugere. Det faldende forbrug er faktisk lidt af en kollektiv løgnehistorie, som har været med til at skabe en negativ spiral," siger direktør for Pej Gruppen, Louise Byg Kongsholm, til Jyllands-Posten.
Men mens detailhandelen stadig er ramt af krise, blomstrer brugtmarkedet på nettet, hvor forbrugerne kan handle med hinanden på sider som dba.dk og eBay.
Kampen om forbrugernes penge er dog langt fra tabt, siger direktør hos Dansk Detail, Jens Birkeholm.
Han forklarer, at virksomhederne bare skal følge efter forbrugerne og møde dem på nettet:
"Mange butikker har reageret ved at åbne en webshop som supplement til den fysiske butik, og det har vist sig at fungere rigtig godt. Det, der har givet de traditionelle butikker trange kår, er heller ikke nethandlen, men finanskrisen, der har ramt detailhandelen meget hårdt. Et andet stort issue er, at danskerne i stigende grad handler i udenlandske netbutikker," siger han til Newspaq.
Et afgørende problem er, at mange udenlandske netbutikker ikke betaler moms og skat i Danmark, selv om de er forpligtet til det, siger Jens Birkeholm.
"Det betyder, at de kan holde priserne nede - men det er en sag, som Skat er begyndt at kigge på. Og så må de danske butikker i øvrigt overveje, om man ikke kan konkurrere med de udenlandske webshops på noget andet en priserne - for eksempel på service," siger han.
I butikkerne er det samlede salg faldet med tre procent siden 2007.
I løbet af årets første måneder har detailhandelen dog igen oplevet finansiel fremgang, og inden for de næste par dage vil det vise sig, om tendensen fortsætter og sørger for et positivt første kvartal for branchen.
Kilde: Jyllands-Posten