»Det føles, som om hun taster en pinkode over telefonen.«
Sådan husker Michael Kjeldsen samtalen med forsvarets psykolog. Og så ramler det. De næste tre timer ligger han og græder. Konen tager forskrækket børnene og kører en tur.
Pinkoden låser op for de minder, som før var lukket inde. Nu kommer de som perler på en snor.
Michael Kjeldsens mén fra krigen har givet ham PTSD, men han er af de veteraner, der har fået afslag på at få anerkendt det som en erhvervssygdom med begrundelsen om, at det, de har oplevet, ikke har været slemt nok.
Minderne sidder stadig dybt i ham. Døde og lemlæstede kolleger. Raketangreb og skyderier. En dansk soldat, der skød vildt omkring sig. Minen han påkørte med den pansrede Piranha-vogn. Og skuffelsen hos flokken af ældre irakere, da vognen gav et ryk - og kørte videre.
Han husker også, da han som 19-årig i Bosnien blev vækket og så direkte ind i en pegende pistol. Der havde været indbrud i lejren. Michael havde nattevagt den forrige nat og var faldet i søvn i tv-stuen. Kompagnichefen så støvler stikke ud fra sofarækken. Råbte og pegede med pistolen. Han troede, det var tyven. Det var det ikke, men Michael husker at være blevet truet på livet.
Det minder ham om, at han også føler sig truet af Forsvaret i dag. Han arbejdede for Forsvaret i Nordjylland og var lige blevet far. Nattesøvnen var elendig. Aftalen med Forsvaret var en firedages uge, hvor han ikke skulle på øvelser. Så kom forsvarsforliget og en ny chef. Den næstkommanderende gav ham en ny besked:
»Hvis jeg ikke tog med på øvelse, havde jeg ikke en fremtid i hæren. Det var en ret stor trussel mod min identitet,« siger Michael.
Efterfølgende bliver Michael Kjeldsen stresssygemeldt og talte med forsvarets psykolog. Det var her, hun spurgte ind til de tidligere udsendelser i Bosnien, Irak og Afghanistan - og indtastede pinkoden.
Flashback kommer for sent
Allerede da han kom hjem fra den seneste udsendelse til Afghanistan, havde Michael psykiske mén som søvnbesvær, vagtsomhed, let til gråd og koncentrationsbesvær.
Men det var først fem et halvt år efter, at flashbacks begynder at komme fra udsendelserne i Bosnien, Irak og Afghanistan. I speciallægeerklæringen står der, at der er tale om PTSD som følge af »potentielle livstruende omstændigheder under udsendelse for Forsvaret.« Der er ingen andre årsager.
Michael er sygemeldt og søger om erstatning. Efter to år kommer afgørelsen: Et afslag. Han får at vide, at han ikke udviklede fuld PTSD efter få år, så det kan ikke skyldes udsendelserne. I øvrigt har han ikke været udsat for noget så exceptionelt slemt under den sidste udsendelse til Afghanistan, at »det er egnet til at sætte sig i en egentlig sygdom«. Mange andre soldater får også afslag på erstatning med samme begrundelse: De har ikke oplevet noget, der er slemt nok.
Det var ganske uskyldigt
Michael Kjeldsen er i chok over, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når frem til at Afghanistan ikke var så exceptionelt truende, at han blev syg. Selv oplevede han flere gange at være i livsfare.
For eksempel i Camp Bastion. I grov kådhed skyder en soldat med sit maskingevær, og i vådeskudsulykken bliver en soldat ramt i ansigtet, så hjernen splatter ud. Kuglerne er dødelige indtil 1.500 meter. Michael står 50 meter væk. I panik flygter soldaten, der skød, og Michael kører rundt i en lastbil og leder efter ham. Pludselig mærker de et bump, og Michael tror, de har ramt ham.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring når dog frem til, at han »ikke var nærmere involveret». (…) »Du troede, at I havde påkørt soldaten, men det var ganske uskyldigt.«
Der er mange selvmordsbombere i Afghanistan. Da lastbilen nærmer sig, putter chaufføren begge fingre i ørerne og klemte øjnene i, som var han klar til braget. Michael er sikker på, at nu sker det, men braget kom ikke.
Derfor mener Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke, at der var grund til at blive bange og skriver:
»Der skete dog intet i disse situationer. (…) Der har været tale om et generelt trusselbillede«
Det var heller ikke farligt nok i forhold til erstatning, da Michael var tæt på en mortergranat, som ikke var sprunget og ustabil. Eller da de under en eskorte fra Bastion til Price skød 100 til 150 varslingsskud undervejs af frygt for selvmordsbombere.
Michael Kjeldsen forstår det ikke:
»Skal man vade rundt i et hav af døde mennesker og være fysisk såret, før det er hårdt nok?« spørger han. Krig er ikke nok til erstatning Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kommenterer ikke på den konkrete sag, men oplyser generelt, at soldater ifølge loven ikke kan få erstatning for posttraumatisk stress alene med den begrundelse, at de har været i krig.
»Tilskadekomne skal selv have været udsat for konkrete farefulde situationer. Det vil for eksempel ikke være tilstrækkeligt at have hørt skud, at have hørt om angreb mod andre udsendte eller på anden måde indirekte være i nærheden af lignende situationer,« skriver kontorchef, Jane Hansen.
Livet på standby
Konklusionen er altså: Det er ikke nok at føle sig i fare. Man skal have været i konkret fare. Ti dages tilløb før konen fik besked Michael var så påvirket af afslaget, at det tog ham ti dage at fortælle sin kone det. Han endte med at skrive en mail.
»Vores liv har stået på standby i flere år. Det er en tung byrde og afslaget ville påvirke hende hårdt,« siger han.
Nogle dage er han nede i kulkæderen og har ikke lyst til at omgås andre mennesker. Det er svært, når man har kone og børn. Andre dage går det bedre.
Michael Kjeldsen har klaget over afslaget og håber de psykiske mén bliver anerkendt.
»Det betyder meget, at man åbent kan fortælle: Det er rigtigt, jeg fejler det her, og selvfølgelig var det mit arbejdets skyld,« siger han.