SF's ønske om at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat, falder i god jord hos den radikale partileder, økonomiminister Margrethe Vestager.
- Det synes jeg da er en diskussion værd. Det er så vidt, jeg husker det radikale program. Så det vil vi også meget gerne, siger Vestager i forbindelse med et EU-møde tirsdag i Bruxelles.
Ministeren ønsker dog ikke på forhånd at diskutere, hvad den nye grænse skal være.
- Det er der, hvor det bliver rigtig spændende. Alt det vil åbenbares, når regeringen fremlægger sit udspil til en skattereform, siger Vestager.
Beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at det vil koste 3,9 milliarder kroner at finansiere hullet, hvis man hæver grænsen med 50.000 kroner. Det regnestykke kommenterer ministeren med en kort konstatering af, at "det lyder som rigtig mange penge".
Det tredje regeringsparti, Socialdemokraterne, har også meldt sin støtte til idéen. Mens støttepartiet, Enhedslisten, er kritisk.