Der er nu lys forude for de tusindvis af turister, der i næsten en uge har været strandet i den mexicanske ferieby Acapulco på grund af voldsomme oversvømmelser.
Fredag genåbnede myndighederne den store hovedvej til Mexico City, der har været fuldstændig ufremkommelig på grund af høj vandstand og frygt for jordskred. Politiet begyndte derefter at fylde busser og biler med strandede feriegæster.
I første omgang slap politiet bilerne igennem i mindre grupper på 50 for at undgå køer på vejene, men det bliver stadig en langsommelig affære at komme væk derfra.
Flere steder er der kun en vognbane til rådighed, og andre steder skal bilisterne ud på en længere omvej for at komme til storbyen.
Omkring 40.000 turister, de fleste af dem mexicanere, der var på lang weekend ved strandene langs Stillehavet, har været fanget i Acapulco, siden to tropiske storme hærgede det mellemamerikanske land.
Flere end 4000 turister forlod fredag byen i 105 busser, meddeler myndighederne.
Oppe i bjergene i delstaten Guerrero, som Acapulco hører til, er situationen stadig svær. I landsbuen La Pintada graver flere hundrede soldater og frivillige efter mindst 68 mennesker, som fortsat er savnet, efter at et voldsomt jordskred ramte byen.
Boliger, skoler og kirker er blevet opslugt af mudderet, som væltede ned, da bjergsiden kollapsede under fejringen af uafhængighedsdagen mandag.
- Jeg tror, at mange er døde. Mange af mine slægtninge er døde. De er begravet, og der er ingenting, vi kan gøre, siger Diego Zeron, der bor i landsbyen.
På landsplan er 101 erklæret døde, men det tal vil med stor sandsynlighed stige, da mange fortsat er savnet, meddeler indenrigsminister Miguel Angel Osorio Chong fredag.
Den mexicanske præsident, Enrique Pena Nieto, har på grund af situationen i landet valgt at aflyse en rejse til New York i næste uge, hvor han ellers skulle deltage i FN's Generalforsamling. I stedet vil han fokusere på hjælpearbejdet i det stormhærgede land.
Det anslås, at flere end en million mennesker er berørt af vejrsituationen, og 50.000 mennesker er i løbet af ugen blevet evakueret fra deres hjem.
/ritzau/AFP