Nye tal fra Vatikanets statistiske årbog viser, at islam har overhalet katolicismen og, at der nu er flere muslimer i verden end katolikker.
»For første gang i historien ligger vi ikke længere i toppen. Muslimerne har overtager vores plads,« siger Monsignor Vittorio Formenti til Reuters.
Ifølge Vatikanets årbog udgør muslimer nu 19,2 procent af verdens befolkning, mens katolikker udgør 17,4 procent. Men sammenligningen er ubrugelig. Den sammenligner nemlig en enkelt gren af kristendommen med samtlige grene af islam og overdriver dermed udviklingen.
Der er dog ingen mulighed for, at islam overhaler kristendommen og bliver verdens totalt set største religion, mener Peter Lüchau, ph. d. studerende på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.
»Vatikanet prøver at male et skræmmebillede. De er desperate over, at de mister medlemmer. Det er ikke realistisk, at islam skulle blive den største religion,« siger Peter Lüchau, der beskæftiger sig med religionsdemografi.
Fød flere børn!
Kristendommen er verdens største religion og udgør omkring en tredjedel med omkring 2 milliarder tilhørere. Islam menes at tælle omkring 1,3 milliarder muslimer. Ifølge Vatikanet risikerer kristne kvinder, som føder færre børn, at bidrage til en langsom uddøen.
»Det er fordi, at mens muslimske familier som bekendt bliver ved med at få mange børn, så får kristne i modsætning færre og færre,« siger Monsignor Vittorio Formenti.
Peter Lüchau afviser dog, at flere børn kan redde katolikkerne. Da folk i vesten generelt bliver mindre religiøse, vil deres børn, uanset hvor mange de får, blot bidrage til en ikke-religiøs udvikling.
»Selv om folk fik flere børn, ville andelen af troende katolikker blive ved med at falde. Der kommer færre kristne, fordi religionen betyder mindre og mindre i de kristne lande. For 100 år siden var vi lokalt forankrede og gik derfor meget i kirke. I dag har vi ikke det sociale fælleskab. Når religion kun er noget, man gør med sig selv, er chancen større for, at den dør,« siger Peter Lüchau.
Ny kamp i Afrika
Han sammenligner med muslimske lande i Mellemøsten, hvor folk er mere religiøse, og kvinderne generelt føder flere børn.
»Islam står stærkt i lande, hvor der er en gruppementalitet. Men så snart deres teknologiske udvikling ryger op på højde med vores, vil deres fødselstal også gå ned. Indvandrere til Danmark får også færre børn efter en generation.«
Han mener, at mens kristendommen er på retur i Europa og USA, står kamppladsen netop nu på det afrikanske kontinent. Her kæmper karismatiske, kristne bevægelser for at få greb om befolkningerne.