Der er behov for at sende et klart og tydeligt signal om, at svindelsager i det offentlige skal ses på med stor alvor.
Det mener organisationen Transparency International Danmark, som har fem anbefalinger til politikerne.
Der skal blandt andet gives automatisk højere straffe ved sager om misbrug af betroet magt, siger næstformand Jesper Olsen.
Det kan for eksempel være i sager som Britta Nielsens formodede svindel med satspuljemidler i Socialstyrelsen samt bestikkelse og private indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse for millioner af kroner.
- Vi har ikke været overraskede over, at de her sager kunne ske, men vi har set, at det er et wakeupcall om, at vi er nødt til at tage risikoen for, at nogle misbruger den betroede magt, alvorligt.
- Der er behov for at sende et tydeligt signal om, at de skal tages alvorligt, og det kan man sende ved at give en hård straf, når det bliver opdaget, siger Jesper Olsen.
Ud over højere straffe anbefaler Transparency International også whistleblowerordninger.
I oktober vedtog EU's medlemslande et direktiv, som forpligter arbejdsgivere med minimum 50 ansatte til at etablere en whistleblowerordning.
Danmark har to år til at implementere det, men vi skal få det gjort i en fart, mener Jesper Olsen.
- Vi kan også se i flere af sagerne, at det er eksterne whistleblowers, der bringer sagerne frem.
- Det skal derfor ikke kun være en ordning for internt ansatte, men også eksternt. Og så skal det dække hele den offentlige sektor, siger næstformanden.
To andre anbefalinger lyder, at man bør lede efter og identificere systemfejl samt tage mere ansvar for dem.
- Det handler ofte om at finde ud af, hvem der havde ansvaret. Men hvis vi skal lære af de her sager, skal man også stille spørgsmålet: Hvorfor kunne det ske, lyder det.
Den femte og sidste anbefaling fra organisationen er, at sager kun i helt særlige situationer skal kunne undtages aktindsigt og ikke af hensyn til disciplinære forhold eller som følge af ministerbetjeningsreglen.
/ritzau/