Der er noget underligt ved, at det ringer på døren… ikke sandt? Der er nogen der vil tale med dig. Nogen, men ikke nødvendigvis nogen du har lyst til at tale med. Alligevel er du nødt til at gå til døren og se, hvem det er… uhyggeligt ikke sandt?
– Satans også! brølede Samuel.
– Det er nok en klient, foreslog jeg.
Jeg rynkede panden, for det var meget sjældent, at vi havde klienter, men hvad kunne det ellers være?
– Satan og helvede også! hylede han igen, – få ham til at forsvinde i en fart, Leon. Den slags har vi sgu ikke tid til lige nu. Jorden er i fare. Det er på høje tid, at vi …
Jeg hørte ikke resten, for jeg var allerede på vej ind i forkontoret, mens jeg iklædte mig rollen som Sulten sekretær, der deprimeret overvejede, hvad jeg skulle bruge som undskyldning for ikke at påtage mig den sag, der var på trapperne. Jeg lugtede igen surt, men lagde ikke mærke til det. Mit udmærkede konfektionssyede jakkesæt blev noget falmet noget fundet i en genbrugsforretning for ti år siden. Jeg blev mærkbart mindre. Det gjorde ondt i lænden, jeg blev krumbøjet, og mine pæne, hvide tænder blev skæve, gule og grimme, mens jeg overvejede følgende muligheder: Jeg kunne sige til klienten at Vi har for travlt. Eller Samuel Strid er taget på ferie … kom igen i næste uge, eller Kontoret er lukket på grund af velstand. Jeg kunne også foreslå: Hør på mit råd makker … find en bedre detektiv. Jeg har tit set Samuel Strid misbruge de oplysninger, han får. Eller måske Gå ad helvede til … hvad rager dine problemer mig.
Jeg sukkede, som kun Sulten Sekretær kan sukke. Mens jeg satte mig ved skrivebordet, bemærkede jeg en skygge mod det matte glas i fordøren. Jeg kunne se silhuetten af en person og en cigaret … på et langt rør … der stak ud af munden på ham, og jeg rynkede min næse. Jeg kunne ikke lide røg og slet ikke rygere.
– Ja, kom ind! råbte jeg med min triste og farveløse stemme.
Med et suk dumpede jeg ned i stolen bag skrivebordet og skar ansigt, da det velkendte jag vandrede gennem lænden.
Døren åbnedes. Den knirkede på tørre og rustne hængsler, mens en sprække kom til syne. Ikke nogen stor sprække … kun tyve centimeter eller der omkring. Det undrede mig, og jeg mærkede, at mine øjenbryn skød opad. Det var ubehøvlet at åbne en dør uden at gå ind.
Så hørte jeg noget tungt og hårdt trille over det gamle, møgbeskidte gulv. Langsomt, for det gjorde stadig ondt i lænden, rejste jeg mig og kiggede over den fjerneste kant af skrivebordets skrammede træplade.
Det, der trillede, var en håndgranat. Én af den slags der ligner en ananasfrugt. Jeg satte mig tilbage i stolen igen, skar ansigt da endnu en stikkende smerte ramte mig. Jeg tænkte: Uha, en håndgranat. Det var ikke særlig venligt. Hvem hader dog Strid så meget? Under alle omstændigheder kom det ikke mig ved, hvem der hadede Samuel, og hvem der ikke gjorde eller hvorfor. Sådan set kunne jeg bare være ligeglad, eller kunne jeg?
Et sæt gik gennem mig, da jeg omsider forstod, at jeg svævede i umiddelbar livsfare. Overraskelsen var så stor, at jeg ikke længere var Sulten sekretær, jeg var mig selv, og så højt jeg kunne, skreg jeg:
– Granat!
Derefter vippede jeg skrivebordet om på siden, så jeg kom til at sidde bag bordpladen. Den sure stank af sekretærens krop var forsvundet. Mit jakkesæt var igen nydeligt. Billigt, men nydeligt, og de skæve tænder var igen lige og hvide. I det samme ringede telefonen. Det var typisk. Den ringede altid, når jeg ikke havde mulighed for at tage den. Satans også. Længere nåede jeg ikke i mine tanker, for i det samme detonerede håndgranaten.
Drønet var ubeskrivelig, og jeg mærkede et spark i ryggen, da bordpladen tog af for eksplosionen. Derefter kurede jeg på enden i retning af døren ind til Samuels kontor, mens bordpladen stadig skubbede på. Det gjorde ondt, men jeg var for skræmt til at registrere det. Jeg havde lyst til at udstøde et ”kvindeskrig”, men det nåede jeg ikke. Med et brag blev jeg klemt op mod døren. Jeg mærkede, min næse blev flad som en særlig slags lus, og at mine hænder blev spredt ud til hver side, som ville jeg modtage én eller anden pøbels hyldest. Døren knagede. De gamle brædder gav efter, og den væltede, så jeg kurede på maven … og med resten af døren under mig … tredive centimeter ind i kontoret bag mit.
– Av, sagde jeg fornærmet.
Pauline og Samuel gloede overraskede på mig.
Jeg så Samuel gribe om ”niecen” og springe ud gennem vinduet, der var bag hans skrivebord, og jeg hørte hende udstøde et forskræmt hvin, men det virkede underligt stille, som havde jeg vat i ørerne.
Glas ramte gulvet og splintredes. Jeg kunne næsten ikke høre det. Eksplosionen havde gjort mig døv. Pyt, det kunne Samuel klare. Ligesom han kunne klare næsten alt andet, trøstede jeg mig selv, mens jeg asede mig på benene og vred om på den venstre fod. Fortumlet opdagede jeg, at mit ene bukseben var revnet, og min skjorte føltes så varm, at jeg var bange for, at den skulle bryde ud i flammer. Jeg havde ondt i ryggen, og jeg så flegmatisk på de brandsår, jeg havde på hænderne, derefter stirrede jeg et øjeblik mod fordøren med den matterede rude, der nu var væk, mens jeg tvang bevidstheden … der var ved at forlade mig … tilbage.
Glasskår lå overalt på gulvet, og enkelte stykker stak ud fra væggene. Uden bordpladen ville glasset have fileteret mig som en rødspætte. Der stank af brændt krudt, og det fik mig til at rynke på næsen.
Telefonen ringede igen. Hvordan pokker havde den overlevet eksplosionen?
Fire personer i mørke dragter sprang ind i kontoret. De tre var meget høje … et godt stykke over to meter hver.
Den fjerde var mere normal, og han havde et cigaretrør mellem læberne. Jeg kunne ikke se deres ansigter, de var dækket af sorte bøddelmasker, og det virkede nærmest fjollet, at den mindste af dem havde et cigaretrør stikkende ud gennem stoffet. Men der var ikke noget bøvet over den måde, de tog rummet i besiddelse på. De var professionelle. De gik frem to og to, sådan at de bageste dækkede de forreste, mens de forreste sigtede og skød på alt, hvad der kunne være levende.
Du gode gud, tænkte jeg, og så fik de øje på mig. Fire automatiske geværer pegede på mig. Jeg sprang baglæns, væltede over en stol, kom på benene igen, snublede over skraldespanden og røg med et skrig gennem det vindue, som Samuel og Pauline allerede havde brugt.
Bragt med venlig tilladelelse fra Sussi & Leo.