Ritzau
Opdateret kl. 16:05
Adskillige ansatte hos en række forskningsenheder under den amerikanske stat mener, at landets præsident, Donald Trump, har givet dem mundkurv på og udøver censur. Det vil de ikke finde sig i.
I protest har de etableret et netværk af uofficielle konti på det sociale medie Twitter, der er Trumps foretrukne kommunikationskanal.
Her vil de dæmme op for det, som de mener, er et forsøg fra præsidenten på at blande sig i blandt andet klimaforskning.
På Twitter benytter de unavngivne ansatte ofte et profilbillede fra det agentur, de arbejder for.
- Kan næsten ikke vente, til at præsident Trump kalder os FALSKE NYHEDER, skriver en anonym ansat hos National Park Service på en nyåbnet profil.
- Du kan fratage os vores officielle Twitter-profil, men du vil aldrig kunne bestemme over vores fritid, skriver samme bruger.
Netop National Park Service fik besked fra Washington om, at man ikke skulle sprede et billede, der sammenligner størrelsen på publikum ved Donald Trumps indsættelse som præsident i sidste uge og Barack Obamas i 2009.
Spørgsmålet om fremmødet ved den officielle ceremoni har i den grad optaget Trump. Selv om billeder viser det modsatte, så påstår Trump, at hans indsættelse var den største publikumsmagnet nogensinde.
Også ansatte hos rumfartsagenturet Nasa har oprettet en konto på Twitter. Formålet skulle være at dele "ægte nyheder" og "ægte fakta".
Siden Trumps indsættelse har ansatte hos blandt andet miljøstyrelsen EPA og indenrigsministeriet bekræftet, at de har modtaget instruktioner om at fjerne hjemmesider eller begrænse deres kommunikation til offentligheden.
/ritzau/Reuters