Flemming Vinther er helhjertet fagforeningsmand og brænder for den danske model som grundlag for et stærkt offentligt og privat arbejdsmarked og for det danske velfærdssamfund.
Som formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg spiller han en hovedrolle ved de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område. Her er han nemlig topforhandler for de 180.000 statsligt ansatte, ligesom han var det i 2015, 2013 og 2011.
Op til forhandlingerne om OK18 har Flemming Vinther efterlyst et opgør med den finansministrielle logik, der dræner de statslige arbejdspladser for energi og engagement. Statens ansatte skal ikke betale for regeringens konsekvente underfinansiering af den offentlige sektor, lyder det, under parolen ’nok er nok.
Til daglig er Flemming Vinther formand for HKKF, fagforeningen for konstabler og korporaler i hæren og for de statsligt ansatte på LO-området i OAO-Stat, ligesom han sidder i LO Daglig Ledelse.
Flemming Vinther vil blogge om overenskomstforhandlingerne fra et lønmodtagerperspektiv.
Denne blog skulle have handlet om resultatet af forhandlingerne om statens overenskomster. Ifølge ’køreplanen’ og traditionen skulle jeg og Sophie Løhde have været færdige med de afsluttende forhandlinger et par døgn efter den 8. februar 2018.
Det bliver vi så ikke. Tværtimod har vi konstateret, at vi stadig står langt fra hinanden. Og at der er en lang række spørgsmål, vi skal have belyst yderligere, før vi kan gå ind i de afsluttende forhandlinger.
Forhandlingerne er altså ikke afbrudt. Faktisk kan man sige, at de først er ved at gå i gang. Vi har haft en meget lang optakt, hvor vi fra lønmodtagersiden har forsøgt at tegne alvoren i dette års forhandlinger op. Men det er først nu, at vi får alvor tager hul på forhandlingerne om alle de punkter, der ligger på bordet.
Hvordan det hele ender, er for tidligt at sige. Vores mål er at indgå en holdbar aftale, der fremtidssikrer den offentlige sektor. En aftale, som indeholder rimelige vilkår, så staten fortsat kan rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere. En aftale, som kan være med til at genetablere tilliden til vores offentlige arbejdsgivere. Og en aftale, som vores medlemmer kan se sig selv i og vil stemme ja til.
Det er målet. Og det er vigtigt, at vi når dertil.
Både for de 180.000 statsansatte, der igennem flere år har oplevet indhug i deres vilkår for at finde besparelser på et budget, der er politisk fastsat. Hvor en hel undervisergruppe på femte år står uden aftale om arbejdstid. Og hvor politikere og arbejdsgiverorganisationer taler om, at offentligt ansatte tjener rigeligt og skal vise løntilbageholdenhed – samtidig med at den statsansatte med et hurtigt kig på lønsedlen kan se, at private kolleger tjener mere og stiger i løn.
Det er også vigtigt, at vi når et godt resultat for Danmark. Vi er alle afhængige af en velfungerende offentlig sektor. Det gælder private virksomheder og os alle som privatpersoner. Derfor har vi en fælles interesse i, at vilkårene i den offentlige sektor følger med vilkårene i den private. Ikke så de statsansatte forgyldes. Men så staten ikke reduceres til et sekunda arbejdsmarked, som ingen har lyst til at være på, med mindre de er tvunget til det.
Der er stadig risiko for en storkonflikt, men det er ikke et ønske for os på lønmodtagersiden. Det ved jeg, at det heller ikke er for innovationsministeren.
Ingen ønsker, at helt almindelige danskere skal rammes af for eksempel lukkede hospitalsafdelinger eller lukkede skoler. Jeg har heller ikke mødt den statsansatte, som har lyst til at blive hjemme fra jobbet vel vidende at de borgere, man har valgt at arbejde for at hjælpe, kommer i klemme.
Alligevel er fagforeninger på tværs af den offentlige sektor ved at forberede sig til konflikt. Der sendes breve til medlemmer, om hvordan de skal forholde sig. Og der læses ekstra grundigt op på konfliktreglerne.
Årsagen er, at vi stadig står meget langt fra hinanden. Og at der er vigtige og principielle spørgsmål på bordet, som der er et stærkt sammenhold og fælles krav fra lønmodtagersiden om, at vi finder løsninger på.
Mange af kravene har jeg underholdt med i tidligere blogs. Det handler fortsat om, at lærerne skal have en aftale om arbejdstid og ikke nøjes med en lov. Det handler om betalt spisepause og om fair lønudvikling i takt med den private.
Det handler også om kompetenceudvikling. Om at finde mere fleksible måder at indrette arbejdslivet på. Om gode forhold for tillidsrepræsentanter. Og meget mere.
Det er vigtige punkter. Og det er vigtigt, at vi får en god, solid og holdbar aftale. Så langt er vi da enige, innovationsministeren og jeg. Derfor har vi valgt at lade forhandlingerne tage den tid, de kræver. Overenskomsten for 180.000 statsansatte, der hver dag levere service, velfærd og sikkerhed til os alle sammen er simpelthen for vigtig til at haste igennem.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.