Bertil, min samfundslærer i gymnasiet, flåede døren op til klassen den dag lige før sommerferien i 1987. Han viftede med et VHS-bånd, han havde optaget i TV-Avisen aftenen før - den 12. juni 1987 - hvor Ronald Reagan, USA's præsident, havde talt i Vestberlin.
”Det var,” sagde min lærer nærmest stakåndet, ”måske, kun måske, men alligevel, et historisk øjeblik, da Reagan talte i Vestberlin i aftes,” mens han satte videoen i gang.
Det gav et sug igennem maven, da jeg så Reagan stå der foran Brandenburger Tor.
Jeg havde været i Vesttyskland, jeg havde set Jerntæppet i form af pigtrådshegn ved grænsen mellem Vest- og Østtyskland, jeg havde mærket kulden vælte ud af fjernsynet, når unge østtyskere blev skudt under flugtforsøg over Berlin-muren, men jeg havde aldrig selv været i Vestberlin.
Jeg kendte Reagan. Ikke for noget godt. Han var en krigsgal cowboy, syntes jeg. Det var kun KU’erne – de hellige KU’ere – som på gymnasiet holdt af ham. Ja, de forgudede ham faktisk. Jeg tænkte på dengang, da jeg lige var kommet til USA første gang, og havde hørt Reagan true verdensfreden under en tale i Det Hvide Hus:
”Kære amerikanere,” sagde han, ”jeg er glad for at kunne fortælle jer, at jeg i dag har underskrevet en lov, som for evigt ulovliggør Rusland. Vi begynder vores bombning om fem minutter.”
Det var for sjov, viste det sig. En lydprøve, som imidlertid blev opdaget og lækket. Sovjetunionen var rasende. Isvestija, regimets avis, understregede, at det var ’en åbenlys provokation, en krigsliderlig tale.’ I Moskva nåede man at komme i højeste alarmberedskab. Det var i 1984. Nu var det 1987 – en af de sidste dage i 3.g – og der stod han så:
Reagan, manden, jeg ikke kune døje, foran Muren, symbolet på alt det, jeg foragtede:
”Bag mig er der rejst en mur, som går hele vejen rundt om de frie dele af denne by. Den er en del af et system af barrierer, som opdeler hele kontinentet Europa. Fra Østersøen mod Syd, skærer disse barrierer gennem Tyskland som en flænge af pigtråd, beton, patruljehunde og vagttårne. Længere mod Syd er der måske ikke nogen tydelig, nogen åbenlys mur. Men der er stadig bevæbnede vagter og checkpoints over det hele – stadig restriktion på retten til at rejse, stadig en måde, hvorpå den totalitære stat kan påtvinge sig magten over dets mænd og kvinder. Det er imidlertid her i Berlin, at muren dukker tydeligst op; her, hvor den skærer gennem jeres by; hvorfra nyhedsfotografier og tv-billeder har indprentet dette kontinents brutale opdeling i hele verdens tanker. Stående her foran Brandenburger Tor, er ethvert menneske en tysker, adskilt fra sine landsmænd. Vi er alle en berliner, tvunget til at kigge på dette ar.”
Reagan talte videre. Det var en lun, solrig dag. Han mindede os om, hvordan de lande, der valgte demokratiet og det frie marked lige siden var blevet friere og rigere. Han fortalte, hvordan Vestberlin igen var en af verdens store byer, genopbygget efter krigen af initiativ, vilje og frihed. Altid dog med en fjende, den sovjetiske kommunisme:
”I 1950erne forudså Khrustjov, at ’vi vil begrave jer.’ Men i Vesten i dag ser vi en fri verden, som har opnået en grad af velstand og et godt liv, som aldrig før set i menneskets historie. I den kommunistiske verden ser vi fiasko, teknologisk tilbageståenhed, faldende sundhedsstandard, endda mangel på det allermest nødvendige – mangel på mad. I dag er Sovjetunionen ude af stand til at brødføde sig selv. Hele verden står foran en stor og uafvendelig konklusion: Frihed fører til velstand. Frihed afløser det urgamle had mellem nationer med samarbejde og fred. Frihed har sejret.”
Reagan understregede, at der var tegn på reformer i Sovjetunionen, som i hvert fald på overfladen gik i frihedens retning – lidt mere ytringsfrihed, enkelte dissidenter frigivet, lidt mere markedsøkonomi:
”Er alle disse udviklinger udtryk for ægte ændringer i den sovjetiske stat? Eller er de bare symbolske handlinger, som har til formål at skabe falsk håb i Vesten, eller at styrke det sovjetiske system uden at forandre det? Vi byder forandringer og åbenhed velkomne; for vi tror, at frihed og sikkerhed går hånd i hånd; at fremskridt i menneskers frihed kun kan styrke kampen for verdensfreden. Der er en ting, som Sovjetunionen kan gøre, som ville være umisforståeligt; som dramatisk ville styrke frihedens og fredens sag. Generalsekretær Gorbatjov, hvis du søger freden, hvis du søger fremgang for Sovjetunionen og Østeuropa, hvid du søger liberaliseringen, så kom til den her port. Mr. Gorbatjov, åben den her port. Mr. Gorbatjov, riv den her mur ned!”
Folk brød ud i jubel. Vesttyske og amerikanske flag strøg til vejrs. Brølet fra menneskehavet overdøvede præsidenten. Bag ham klappede Helmut Kohl, den vesttyske kansler, og alle de andre æresgæster. Bag ham var opstillet en mange meter lang mur af gennemsigtigt, skudsikkert glas. Bag den mur igen var Østtyskland. Der var ikke et øje at se derinde.
Der var helt, helt stille i klassen, mens vi så videoen. Jeg kunne mærke, at jeg havde gåsehud, at mine hår på armene havde rejst sig, at suget i maven var blevet større, at jeg – gud-hjælpe-mig – havde en tåre i øjenkrogen. Det havde jeg aldrig troet ville ske under en tale af Reagan, men hans ord ramte mig – og, kunne jeg se, alle de andre:
”Måske er dette roden til selve problemet. Til den mest fundamentale forskel på Øst og Vest: Den totalitære verden skaber tilbagegang, fordi det gør vold på selve sjælen, så den smadrer det enkelte menneskes impuls til at skabe, til at nyde livet, til at tro…Da jeg for et øjeblik siden så ud af Rigsdagen, dette symbol på tysk enhed, lagde jeg mærke til ord, som var spraymalet på muren, måske af en ung berliner: ’Denne mur vil falde. Tro bliver til virkelighed.’ Ja, tværs over Europa, denne mur vil falde. For den kan ikke stå op imod tro; den kan ikke modstå sandhed. Denne mur kan ikke modstå frihed.”
Da Bertil slukkede tv’et, var vi tavse. Han fortalte, at Østblokken var rasende over talen – og at mange, som han sagde, ’tænksomme mennesker’ i Amerika også havde advaret mod den ’konfronterende tale’. Er det klogt, spurgte han?
Der var noget uvirkeligt, noget uhåndgribeligt over den tale. Jeg sagde ikke rigtigt noget i klassen, for jeg kunne mærke, jeg var i indre bevægelse. For første gang havde jeg hørt en tale af Reagan, hvor jeg holdt af hvert et ord. Jeg sagde det ikke højt, for jeg plejede at mene det modsatte.
Om aftenen var Uffe Ellemann-Jensen, udenrigsministeren, i TV-Avisen. Han sagde, at vi levede i en tid, hvor frihedens varme var i færd med at tø kommunismens kulde op. Det gode, sagde han, var ved at vinde over det onde. ’Vejen er tydelig, vi kan se målet, nu handler det bare om, hvor hurtigt vi når det,’ lød det.
Det var, som om jorden vaklede under mig – som om at der måske, bare måske, men alligevel, var en chance for, at det, jeg frygtede, kunne blive overvundet af det, jeg håbede på.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.