Hvis medlemmerne af Folketinget syntes, det lød bekendt, da udenrigsminister Anders Samuelsen 19. januar forklarede Folketinget, hvorfor Danmark ikke bør anerkende det armenske folkedrab, så er det ikke så mærkeligt.
For størstedelen af talen var ordret kopieret fra en tale, som hans forgænger Martin Lidegaard holdt i Folketinget 19. maj 2015. Det viser en sammenligning af de to taler, som Radio24syv har foretaget.
Daværende udenrigsminister Martin Lidegaard (R) afviste ved den lejlighed, i en syv minutter lang tale, at Danmark som stat officielt skulle anerkende, at tusindvis af armeneres død i 1915 var et "folkedrab".
Det fik Liberal Alliances udenrigspolitiske ordfører Mette Bock til at gå på Folketingets talerstol og beskylde Martin Lidegaard for "fejhed" og "manglende politisk mod", fordi SR-regeringen ikke officielt ville anerkende at op mod 1,5 millioner armenere blev udsat for folkedrab i 1915.
Men den Martin Lidegaard-tale, som Mette Bock i 2015 blandt andet kaldte "slap", blev i stor udstrækning genbrugt ordret den 19. januar 2017 af hendes partifælle Anders Samuelsen, der nu selv er blevet udenrigsminister.
Faktisk var 61 procent af Anders Samuelsens tale helt eller stort set ordret skrevet af fra Lidegaards tale fra maj 2015, viser Radio24syvs gennemgang af de to taler.
For eksempel stod der følgende i indledningen af Martin Lidegaards tale fra 2015:
- Hvad der præcis skete dengang, ved ingen med fuld sikkerhed, og det er fortsat en historisk opgave at kortlægge og fortolke, hvad der skete. Kun få vil bestride omfanget af de tragiske begivenheder, grusomhederne og de kolossale lidelser. Hverken jeg eller regeringen fortier eller bestrider en tragedie, som under alle omstændigheder havde så ufatteligt et omfang og konsekvens, at uenighed og strid om talmæssige størrelser forekommer formålsløst. Men regeringen er ikke og har ikke noget ønske om at være en autoritet i historiske spørgsmål.
Og næsten ordret lød det fra Anders Samuelsen i indledningen af hans tale den 19. januar i år:
- Hvad der præcis skete i 1915 og i årene derefter, ved ingen med fuld sikkerhed, og det er fortsat en historisk opgave at kortlægge og fortolke begivenhederne. Kun få bestrider omfanget af de tragiske begivenheder, grusomhederne og de kolossale lidelser. Regeringen vil bestemt hverken bestride eller fortie en tragedie, som under alle omstændigheder havde et så ufatteligt omfang og en konsekvens, at en strid om tallenes størrelse kan forekomme formålsløst. Men regeringen er ikke og har ikke noget ønske om at være en autoritet i historiske spørgsmål.
Også Anders Samuelsens argumenter for ikke at anerkende folkedrabet er stort set ordret de samme, som den radikale udenrigsminister havde brugt. Her er det Samuelsen fra 19. januar:
- For det første bør historien ikke politiseres. Det bør overlades til historieforskningen at kortlægge, hvad der præcis skete, og hvordan begivenhederne bedst kan fortolkes. Vi har ikke og skal ikke have en statsligt autoriseret udlægning af historiens gang. For det andet har betegnelsen folkedrab i henhold til FN's konvention om folkedrab fra 1948 et specifikt juridisk indhold. Det indebærer bl.a., at en afgørelse af, om bestemte begivenheder kan betegnes som folkedrab i konventionens forstand, skal hvile på en analyse, som det typisk vil være op til domstolene at foretage. Og regeringen er ikke en sådan juridisk instans.
Og her er det til sammenligning Lidegaards argumenter fra maj 2015:
- For det første er det regeringens opfattelse, at historien ikke skal politiseres. Det bør overlades til den frie forskning og til historikerne at kortlægge, hvad der præcis skete, og hvordan begivenhederne bedst skal fortolkes. Vi har ikke og skal ikke have en statslig autoriseret udlægning af historiens gang.
For det andet har betegnelsen folkedrab med FN's konvention om folkedrab fra 1948 fået et specifikt juridisk og folkeretligt indhold. Konventionen indebærer således, at der skal foretages en analyse, som det typisk vil være op til domstolene at foretage, for at afgøre, om bestemte begivenheder vil kunne klassificeres som folkedrab i konventionens forstand. Regeringen er ikke en sådan juridisk instans.
Hele konklusionen i Anders Samuelsens tale er også genbrug. Sådan her sagde Lidegaard i 2015:
- Samlet set er det min opfattelse, at det, som spørgerne kalder det armenske folkedrab, er et komplekst historisk, dokumentarisk og politisk-juridisk spørgsmål. Det er først og fremmest et anliggende for Armenien og Tyrkiet at beslutte, hvordan deres indbyrdes forhold skal udvikle sig i de kommende år. Vi skal på vores side vise medfølelse og respekt - medfølelse og respekt for ofrene dengang og for deres efterkommere, medfølelse og respekt for nutidens armenere, men også for andre indbyggere i regionen, som lider under manglende normalisering, lukkede grænser og fjendebilleder. Vejen frem må og skal være forsoning, og det kræver dialog. Derfor er det mit inderlige håb, at Armenien og Tyrkiet i de kommende år vil finde hinanden i en meningsfuld dialog, som kan resultere i en større fælles forståelse af både fortid og fremtid.
Og sådan her lød afslutningen i Samuelsens tale fra i år:
- Samlet set er det min opfattelse, at det, som spørgerne kalder folkedrabet på armenierne, er et komplekst historisk, politisk og juridisk spørgsmål. Det er først og fremmest et anliggende for Armenien og Tyrkiet at beslutte, hvordan deres indbyrdes forhold skal udvikle sig i de kommende år. Vi skal på vores side vise medfølelse og respekt både for ofrene dengang og deres efterkommere og for nutidens armeniere og andre indbyggere i regionen, som lider under lukkede grænser og fjendebilleder. Vejen frem må og skal være forsoning, og det kræver dialog. Derfor er det mit og regeringens håb, at Armenien og Tyrkiet i de kommende år vil finde hinanden i en meningsfuld, åben og fordomsfri dialog, som kan resultere i en større fælles forståelse af både fortid og fremtid.
Radio24syv har forsøgt at få en kommentar fra udenrigsminister Anders Samuelsen, men han ønsker ikke at stille op til interview.