Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er med i salen, når EU 10. december bliver hyldet som modtager af årets Nobel fredspris ved en stort anlagt ceremoni i Oslo.
Den danske statsminister er blandt de 18 stats- og regeringschefer, der formelt har meldt, at hun vil være med i salen, når kommissionsformand José Manuel Barroso, EU-præsident Herman Van Rompuy og parlamentsformand Martin Schulz går på scenen for at tage imod prisen.
Blandt de øvrige deltagere vil være Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Francois Hollande.
Nobels fredspris 2012 tildeles EU for sit bidrag til fremme af fred, forsoning, demokrati og menneskerettigheder i Europa gennem mere end seks årtier.
- Midt i en tid, der handler om økonomisk krise, er det en påmindelse om, at den fred og stabilitet, vi har vænnet os til i Europa, ikke ville have været mulig uden EU, siger Helle Thorning-Schmidt i en kommentar.
Storbritanniens premierminister, David Cameron, har forlængst meddelt, at han ikke vil med til fest. Mens en håndfuld andre stats- og regeringschefer har meldt afbud, fordi de ikke kan den dag.
Blandt dem er den svenske statsminister, Fredrik Reinfeldt, der netop samtidig er vært ved festen i Stockholm for modtagere af de øvrige Nobelpriser.
Nobelpriskomitéen meddelte 12. oktober, at EU modtager årets Nobel fredspris for sin indsats for at skabe fred i Europa.
Efter lidt forvirring stod det nogle dage senere klart, at lederne af EU's tre institutioner - EU-præsident Herman Van Rompuy, kommissionsformand José Manuel Barroso og parlamentsformand Martin Schulz - sammen tager til Oslo for at modtage prisen på scenen på EU's vegne.
På EU-topmødet en uge efter meddelelsen inviterede præsident Van Rompuy også samtlige stats- og regeringschefer fra de 27 EU-lande og kommende EU-medlem Kroatien med for at deltage i ceremonien.
De otte millioner svenske kroner, der følger med prisen, skal gå til projekter, der støtter børn, der er ramt af krig og konflikter.
Den medfølgende medalje og diplomet vil ifølge en tidligere meddelelse fra EU-Kommissionen blive "opbevaret af de europæiske institutioner på vegne af Den Europæiske Union".
/ritzau/