Statsminister Helle Thorning-Schmidt opfordrer til, at verdenssamfundet tager en dyb indånding og ikke medvirker til en optrapning af retorikken over for det kommunistiske styre i Nordkorea.
Det understreger statsministeren på en pressebriefing i Statsministeriet med den finske præsident, Sauli Väinämö Niinistö, som er på statsbesøg i Danmark.
- Vi diskuterede udviklingen i Nordkorea. Niveauet af trusler er klart uacceptabelt, og det internationale samfund må samarbejde om at sikre, at vi ikke får en eskalering af konflikten, siger Helle Thorning-Schmidt.
Den finske præsident rejser efter statsbesøget i København videre til den helt centrale spiller i den nordkoreanske konflikt, Kina.
- Vi har begge støttet FN-sanktioner mod Nordkorea, og der er ingen tvivl om, at den nordkoreanske retorik skaber den uholdbare situation, lyder det fra Thorning.
- Men som jeg ser det, så må vi og vores allierede afstå fra at eskalere retorikken i denne skrøbelige situation. Vi vil ikke søge konfrontation, siger hun
Spændingerne mellem Nordkorea og Sydkorea er taget betydeligt til den seneste tid med Nordkorea som den helt store provokatør.
Nordkorea meddelte før weekenden, at der er "krigstilstand" mellem de to lande. Og onsdag sagde det nordkoreanske militær, at det har fået endelig bemyndigelse til et "nådesløst" angreb på USA, der kan involvere atomvåben.
Nordkorea har også blokeret grænsen til den vigtige industrizone Kaesong, der ligger på den nordkoreanske side af grænsen mellem Syd- og Nordkorea.
/ritzau/