Riksdagens formand, Andreas Norlén, har som ventet foreslået Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, som statsminister i Sverige.
Det meddeler Norlén i Riksdagen onsdag eftermiddag.
Dermed ser Löfven ud til at være tæt på at kunne sikre sig endnu en periode som svensk statsminister.
Han har været statsminister i Sverige siden 2014.
Andreas Norléns udmelding kommer, efter at han tidligere onsdag mødtes med samtlige partier i den svenske Riksdag.
Her er han blevet overbevist om, at der er den nødvendige støtte til Löfven.
Det har været ekstremt svært for de svenske politikere at finde frem til en ny regering efter riksdagsvalget 9. september.
- Det har taget historisk lang tid at finde en løsning, siger talmannen om de mere end fire måneders langstrakte forhandlinger.
- Også i europæisk perspektiv er det rigtig lang tid, tilføjer han.
Riksdagen skal fredag morgen klokken ni stemme om Stefan Löfven.
Fredag 11. januar meddelte Socialdemokraterna (S), Miljöpartiet (MP) og de borgerlige partier Centerpartiet (C) og Liberalerna (L), at de var nået til enighed om et udkast til en regeringsaftale.
Over weekenden fik partierne internt bekræftet, at de er klar til at pege på Stefan Löfven som statsminister.
Onsdag siger venstrefløjspartiet Vänsterpartiet (V), at det stemmer blankt.
Dermed er Löfven sikker på, at han ikke får flertal imod sig.
Vänsterpartiet meddelte mandag, at det på ingen måde var tilfreds med det udkast, der var blevet fremlagt af S, MP, C og L. Blandt andet lød det i udkastet, at V skulle sættes uden for politisk indflydelse.
Vänsterpartiets leder, Jonas Sjöstedt, slog derfor fast, at man på daværende tidspunkt ikke var klar til at lade Löfven blive statsminister.
Sidan da har Sjöstedt dog mødtes med Löfven. De samtaler har ført til, at V er klar til at stemme blankt ved afstemningen fredag.
/ritzau/