Harun er sygeplejerske og arbejder lige nu på Rigshospitalets Neonatalklinik.
Han har syv års erfaringer inden for sygeplejen. Han har tidligere arbejdet som både som sosu-hjælper og sosu-assistent og været ansat på plejehjemme, hjemmepleje samt på social psykiatriske bosteder.
Harun har også arbejdet frivilligt som rådgiver om HIV-Aids hos LGBT foreningen i København, og været bestyrelsesmedlem i FN Malmø afdelingen i et år for sætte fokus på miljø og fattigdom i Afrika.
Harun vil blogge med udgangspunkt i sin hverdag som sygeplejerske, og som tidligere asylansøger, der har været igennem systemet, vil han også skrive indlæg om integration af indvandrere og flytninge.
ALLE HAR mødt en sygeplejerske, de aldrig glemmer og blev påvirket af.
Jeg blev påvirket af Frau Tasche. Her er historien af hende og mig.
Nogle gange tænker jeg på, hvad mon der har påvirket mig derhen, at jeg har valgt sygeplejen? - Det var nok krankenschwester Frau Tasche!
Hun var en høj blond dame med kort hår og havde bare de sødeste smilehuller. Hun kom tit til det asylcenter, der lå i byen Osnabrück i Niedersachsen i Tyskland. Her boede jeg sammen med min mor og søster. Ud over os boede her tusindvis af andre mennesker fra hele verden. Deres dagligdag var præget af stress og angst! Det var nemlig et asylcenter, der var bygget for at samle de asylansøgere, som havde fået afslag, og som ventede på at blive udvist på et uvist tidspunkt. Her kunne man meget nemt møde mennesker, der var ramt af krise og mange psykosociale problemer.
Men det vigtige her var, at alle havde en fælles ting de kæmpede for. Nemlig ”En bedre fremtid”.
DE ENESTE dage, min søster og jeg kunne tænke på andet og komme lidt væk fra den stressfulde dagligdag, var hver anden fredag klokken 9. For Frau Tasche kom kun to gange om måneden til os for at se, hvordan vi havde det. Jeg var meget imponeret over, at hun kunne forstå alle mennesker på trods af den sprogbarriere, de fleste havde. Hvordan klarede hun at grine højlydt, men stadig have sin charme, kramme små børn, klappe på mændenes skuldre, tørre tårerne væk og samtidig bevare verdens sødeste smil på læberne, som bragte hendes smilehuller på hendes ansigt?
Hun kunne altid gøre sig forståelig på en eller anden måde, og hun gik aldrig fra nogen, før de fik smilet tilbage. For mig var hun med andre ord en slags Florence Nightingale: Hun gik rundt, gav håb og talte ikke bare FRA, men MED hjertet.
Da jeg kom til Skandinavien første gang for ti år siden, siden var social- og sundhedsuddannelsen en vej at komme ind i den vidunderlige verden. For mig har ældreplejen spillet en særlig rolle i forhold til min personlige udvikling, men også i min integration. Det er f. eks på plejehjemmet, jeg har mødt danskerne og udviklet mit sprog. Jeg gik ikke på en sprogskole, men havde på et tidspunkt en beboer, der var pensioneret dansklærer – en meget bestemt kvinde – der rettede min grammatik.
Først var det irriterende, men med tiden elskede jeg det!
Vi havde en aftale…
Hvis jeg prøvede at lægge min vagtplan, således at jeg kunne være hos hende præcis og nøjagtigt klokken 20 i aftenvagten, så ville hun kunne sidde og øve med mig i 20 minutter og rette min grammatik.
JEG SKULLE selvfølgelig ikke bare være passiv, men undervejs være aktiv og pille hendes appelsin på en meget bestemt måde, skære den i stykker i en frugtskål, som altid skulle ligge på en bestemt måde på bordet. Hverken en cm for langt inde eller for langt ude på bordet. Og den skulle altid ligge på en serviet, som først skulle foldes i to. Derefter skulle jeg smøre hendes ben i fugtighedscreme og lægge hende i seng. Jeg ønskede hende hver nat en drøm med masser flotte fyre, som fik hende og mig til flække af grin. Jeg har altid været med til at give en sygepleje, der også giver luft til at være menneske med et ”jeg” frem for en ”funktion”. For mig er det vigtigt at huske på, at patienter også er almindelige mennesker, og at man gerne må have det sjovt…
DET VAR også på et dansk plejehjem, jeg lærte, hvad der skal til, for at man bliver lige så dygtig som Frau Tasche. Jeg har f. eks. først her lært at adskille mennesket fra sygdommen og møde selve personen bag sygdommen eller bag en høj alder.
Det svære ved sygeplejen er, at alle patienter er forskellige. Men det er på den anden side også det punkt, der tiltrækker mig til faget. En dagligdag, hvor to dage aldrig er ens. Det bedste ved det for mig har altid har været at lære, hvem patienterne er, og hvad de har at fortælle mig, som jeg enten kan hjælpe med eller lære noget af.
Plejehjemmet gav mig mange erfaringer, som faktisk gjorde lettere for mig at fuldføre mine praktikperioder under sygeplejerskeuddannelsen. Især holder jeg af den palliative del. Tankerne om, hvordan jeg kan udøve den palliative pleje bedst muligt og skabe den mest fredfyldte atmosfære for den døende og minimere angsten for døden, har altid vækket mit interesse.
Da beboeren, som havde spillet en stor rolle i min sprogudvikling lå i sin seng, og det nu var blevet hendes tur at sige farvel, ønskede hun hverken noget at spise eller drikke. Heller ikke appelsin eller besøget klokken 20, og hun skældte mig heller ikke længere ud, fordi jeg spildte lidt appelsinsaft på bordet eller andet.
Men det var så vigtigt for mig tit at kigge op til hende og pille hendes appelsin som alle de andre dage og stille den på den bestemte måde, som hun ønskede. Vi havde opnået en tillid og en relation, som ikke skulle brydes og krænkes. Imens hun lå der med lukkede øjne med lav puls, overfladisk respiration og tegn forud for dødens indtræden, sad jeg som plejer hos hende og holdt hende i hånden, klar til at række appelsinskålen til hende, indtil hun lukkede øjnene.
JEG HAR ud over arbejdet på plejehjemmet arbejdet som social- og sundhedsassistent på et socialpsykiatrisk botilbud for børn, unge og voksne, som gav mig andre erfaringer og viden.
Sygeplejen handler for mig ikke kun om at gå rundt i en kittel og give medicin eller et varmt bad.
Der er andet end det medicinbæger, jeg giver, der følger med. Et signal om, at jeg er til stede, hvis der er behov for mig, og at jeg altid er parat og i stand til at rumme både fysiske og de sjælelige lidelser. Et medicinbæger og et bad er kun værktøj til at nå de vigtige elementer i sygeplejen, men er aldrig sygeplejen i sig selv.
Det kræver derfor, at man altid er i stand til at handle ud fra et fagligt skøn og vurdere den enkelte individuelt og forsøge at lægge sine behov fra sig og tage patienternes briller på, hver gang man træder ind i deres verden.
Det handler altså om at være lidt ligesom Frau Tasche.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.