Blogindlæg Sygeplejerske: "Gid han havde kræft"

Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.

FORLEDEN MØDTE jeg en bekendt, som sagde disse ord om sit familiemedlem: ”Gid han havde kræft”.

Jeg kunne ikke andet end at lytte til hans fortælling og hvis ikke jeg selv var sygeplejerske og dermed støder ind i Kafkaske forløb med jævne mellemrum, ville jeg tro det er løgn. Mandens pårørende lider af depression og OCD (Obsessive Compulsive Disorder = tvangstanker), som han får medicin for. Udover det har han medicineret sig selv med et omfattende og mangeårigt misforbrug.

Den medicin han får er af sådan en karakter, at han burde gå til kontrol for hjertesygdomme med jævne mellemrum. Min bekendte kunne ikke huske, hvornår hans pårørende sidst er blevet kontrolleret.

Han er måske en af dem, der har allermest brug for hjælp. En person at tale med, kontinuerlig revision af medicinforbrug, overvejelser om ophør af misbrug samt støtte til hvordan man samler livet op og håndterer abstinenser og evt opblussen af psykiske symptomer når misbruget er ude af kroppen.

ALLIGEVEL FORTÆLLER min bekendte, at det ville det være lettere at finde en reje i en rejeost end at finde hjælp til hans type af problemer.

Deres oplevelse har ganske enkelte været, at de eksperter, de har mødt på deres vej enten har været mere optaget af at få bekræftet, at han i hvert fald ikke hørte til der, a la ”Pyha så slap vi” eller så er de holdt op eller forsvundet efter noget tid. Han har angiveligt enten været for syg, for rask, forkert diagnose, forkert behandler, for mange sygdomme osv. Altid og til alle tider en undskyldning.

Jeg har selvfølgelig spurgt min bekendte, om det ikke var en idé at finde en fast psykiater, som kunne følge med på sidelinien og være der, når det var nødvendigt. Det udløste et fnys og et træt og opgivende skuldertræk. Det er som at finde en nål i en høststak. Måske har de været uheldige men det er ikke lykkedes at finde en der hang ved, kunne blive et fast holdepunkt og i øvrigt aldrig én, der sendte patienten til de foreskrevne lunge- eller hjerteundersøgelser.

DET ER dem med færrest ressourcer, der har tabt mest terræn i sundhedsvæsnet. Dem, der har ”vundet” er fortrinsvist patienter med kræft og hjertesygdomme. For selvom der også er ventetider og trængsel her, er der lavet pakker og garantier og pengene nærmest strømmer til. Det er også hos dem, hvor det er let at konstatere, hvis ikke de har fået behandling til tiden. Når det sker – og det sker ofte – så er aviserne fulde af det, forargelsen er stor og der kræves umiddelbart handling. Selvfølgelig ønsker ingen kræft for nogen. Kræft er en forfærdelig sygdom. Men ønsket sætter ord på den desperation som mange patienter og pårørende oplever.

Der er grupper, der slet ikke har den samme bevågenhed og for hvem manglende behandling, kontinuitet og opfølgning helt intuitivt må betyde flere dødsfald og tabte og forringede leveår. Det er hverken forbundet med skam eller skyld at stille sig frem og fortælle om sin kræft eller hjertesygdom. Sådan er det ikke, hvis man skulle være så uheldig at være syg i sindet.

NÅR JEG hører sådan en historie, så bliver jeg umådelig trist. Jeg ved som sygeplejerske at de psykisk syge, dem med dobbeltdiagnoser, ja de er virkelig mest udsatte på alle måder. De larmer ikke, de kræver ikke. De overlever bare rundt omkring i deres lejligheder, mens verden diskuterer ventetider på alt andet og livet passerer dem forbi.

Dem, der er heldige er de, der har venner eller familie, for for pokker, er du alene, er køen så lang at du aldrig kommer til. Alene det at finde ud af, hvor hjælpen er, hvis den er der, er umulig. Især for dem med færrest ressourcer. Det er også værd at huske på, at dem, der har mest brug for hjælp ofte er lidt ambivalente omkring det at søge hjælp. Og har du haft et misbrug gennem mange år, kan det være noget af en hurdle.

Psykiatrien har været underprioriteret i mange år. Det er konstateret igen og igen. Dertil kommer at overdødeligheden for psykisk syge er skammeligt høj.

Et sted at starte var at give folk en plads, en kontaktperson, en støtte istedet for at være så pokkers forhippet på “han ihvertfald ikke hører til her”. Det kan ikke være meningen, at der skal være så stor forskel på hjælpen ift hjerte og sind.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

via Listen To News