Når sygeplejersker ikke får lov til at læse patienternes journaler, bliver der truffet forkerte og dumme beslutninger. Og det vil sygeplejerske, politiker og blogger Lise Müller ikke finde sig .
Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
DA JEG LÆSTE, at sygeplejerskerne på Svendborg Sygehus var blevet instrueret i IKKE at læse patienternes journaler pga. travlhed, sprang mit hjerte et slag over. Jeg fik med det samme ondt i maven. Jeg ved jo godt det sker rundt omkring, at travlheden får én til at beslutte kortsigtede og dumme ting, men alligevel blev jeg chokeret.
Oplysningen er kommet frem under sagen om lægen i Svendborg, der blev dømt for grov eller gentagende forsømmelse. Jeg er forundret over, at det ikke har vakt et ramaskrig. Jeg forstår ikke, at samtlige organisationer, politikere og fagfolk ikke er faldet over præcis det udsagn og enten manet det i jorden som det pure opspind eller har fået sat en stopper for det. Øjeblikkeligt.
I MIT TIDLIGERE JOB i hjemmesygeplejen fik alle vikarer – og der var i perioder ret mange – blot udstukket en liste over de borgere, de skulle besøge. Der stod kort om opgaven, fx ”Sårskifte 20 minutter” eller ”Palliation 25 min” (lindring til døende), og ellers ikke andet. Ikke noget om hvem borgerne er, hvilke sygdomme eller særlige livsomstændigheder, der ar tale om, ikke noget om, hvor langt de er i forløbet, hvad de har været ude for eller hvordan såret så ud sidste gang. De havde ikke adgang til at læse borgernes journaler men fik cykel, varer og liste og blev sendt afsted.
Man behøver ikke at være Einstein for at kunne regne ud, at de vikarer er kommet ud til borgere, hvor de ikke har kunne svare på noget eller ikke har vidst hverken det ene eller andet. Det synes jeg er slemt nok. Jeg ved fejl blev lavet mange gange, beskeder blev ikke givet og observationer blev ikke handlet på. Det er et faktum.
PÅ ET HOSPITAL er det næsten endnu værre. Tænk at skulle have ansvaret for at passe en patient, der indlægges på et hospital, men du må som sygeplejerske ikke give dig tid til at sætte dig ind i, hvad du har med at gøre?
Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg har opdaget en væsentlig detalje, som lægen enten ikke fortalte mig mundtligt eller som forsvandt i strømmen af de mange informationer, men som stod i journalen. Jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange gange, jeg ved et tilfælde opdager, at patienten, som blev indlagt om dagen, faktisk har sukkersyge, fordi jeg i nattevagten sidder og læser tilbage i journalen, som i løbet af eftermiddagen blev skrevet.
Jeg ville ikke som sygeplejerske kunne udføre mit job forsvarligt, hvis jeg ikke fik adgang til patientens journal. Jeg ville hverken kunne være det bekendt over for patienten eller over for mig selv.
DET ER MIG EN GÅDE, at det ikke har vakt et ramaskrig. At protesterne ikke har rejst sig prompte.
Det er ikke de enkelte medarbejderes skyld, men når travlheden når et niveau, der får ledelsen til at udstikke disse rammer, så må man forlange, at selvsamme ledelse går til den politiske ledelse og siger:
”Vi kan ikke forsvare den indsats, vi laver. Vilkårene hænger ikke sammen med den kvalitet borgerne bør forvente”.
Hvorfor har ingen sagt fra? Når ledelsen ikke gør det, er det patienter, det går ud over og det er tilfældige medarbejdere, der bliver ødelagt af en situation, der kunne være undgået.
Jeg kan ikke og jeg vil under ingen omstændigheder nogensinde påtage mig at arbejde på en hospitalsafdeling eller noget andet sted, hvor jeg ikke kan læse om patienternes sygdomshistorie og særlige forhold. Det ville være dødsensfarligt.
MIN FAGLIGHED er ikke til, at jeg skal gætte mig til tilfældige oplysninger eller jeg skal lade som om, at jeg har viden om patienten. Patienter får den bedste behandling af fagfolk, der ved, hvad de har med at gøre, og som har muligheden for at handle på det. De fejl, jeg som sygeplejerske laver, skal jeg leve med resten af mit liv. Jeg bærer patienternes ve og vel i mine hænder. De hænder skal ha' de bedste vilkår – for patienternes skyld.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.