Af Kåre Kildall Rysgaard, kary@avisen.dk
Der skal være frisk luft, levende skove, et rigt dyreliv og et hav i balance. Svenskerne har sat 16 miljømål og 72 delmål op. En gang om året undersøger de, om man er nærmere målene, og de forskellige områder får en smiley. Hvis luftforureningen er slem, er smileyen sur, og en pil peger nedad.
»Det er min vurdering, at miljømålene spiller en vældig positiv rolle. De gør, at myndigheder og industri bliver involveret i at diskutere, hvordan når man målene,« vurderer Henrik Smith, professor ved instituttet for Miljøvidenskabelig Undervisning på Lund Universitet.
Hvis et område får en sur smiley, prøver myndighederne at finde ud af, om regler og love måske skal ændres for at forbedre miljøet, fortæller Pirjo Körsén, chef for Miljømålrådet i Sverige.
»Arbejdet for et bedre miljø er blevet mere effektivt, fordi vi arbejder mod de samme mål,« siger hun.
Se mere om de svenske miljø-smiley på http://miljomal.nu/