Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
Af Lise Müller, sygeplejerske og SF-næstformand.
FRA JOBBET som hjemmesygeplejerske kan jeg rapportere om så forskellige leve- og opvækstvilkår, at man skulle tro, at det ikke fandt sted på samme planet. Hertil kommer, at de med kortest eller ingen uddannelse desværre bliver henvist til den rigtige hjælp i færre tilfælde, de har mindre sandsynlighed for at gennemføre behandlingen og de har mindst sandsynlighed for at vende tilbage i arbejde efter svær sygdom.
Hvorfor? Jo, systemet er mest af alt indrettet til at hjælpe dem, vi som sundhedsprofessionelle identificerer os med og som kan sundhedsvæsenets sprog og koder. En alkoholiker, der indlægges, burde være indlagt i mindst 5 dage til abstinensbehandling. På nuværende tidspunkt er de i gennemsnit indlagt i 1,4 dage. Kan du forestille dig en kræftpatient, der kun tilbydes ¼ af behandlingen? Nej vel! Er det retfærdigt? Og er det, helt ærligt, det samfund, vi gerne vil ha'?
EFTER AT Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i november offentliggjorde, at 64.500 børn i 2017 levede under fattigdomsgrænsen, har der været travlt hos CEPOS, deres hangarounds og store dele af højrefløjen med at skyde det ned. Først kunne man slet ikke bruge den fattigdomsgrænse som AE havde brugt, så var det noget med, at det slet ikke var økonomisk armod, der var problemet og sidst – som respons på LO's forslag om et uligheds-stop, så kom den velkendte traver, også fra Kristian Jensen, at folk skal bare i arbejde og så er det ligegyldigt at uligheden stiger lidt.
Men AE bruger netop en relativ fattigdomsgrænse. De 64.500 børn lever altså i familier, der har en indkomst under halvdelen af medianindkomst, den midterste indkomst i Danmark.
I 2018 tjente en topdirektør 36 gange en almindelig LO-arbejders løn. I 1983 var det kun 7 gange. Selvom antallet af topchefer i Danmark ikke er vanvittigt stort, så er det et symbol på de forskydninger, der er og som er ved at ske.
Og det er ikke kun for topcheferne det sker: Selv i kriseårene fra 2008-2012 steg væksten i den disponible indkomst med 11.7% for overklassen, 7,7% for den højere middelklasse, 5,4% for middelklassen mens arbejderklassen kun steg 1,8% og underklassen sølle 0,5%. Uligheden stiger.
Samtidig er efterlønnen afskaffet, pensionsalderen forhøjet og førtidspension kan man spejde lige så længe efter som rejer i en rejeost.
Det kommer sammen med en stigende utryghed og faldende tillid især for grupperne nederst på den sociale rangstige. Det er ikke mange år siden, at den utryghed slet ikke kunne måles. Men nu er den her.
DER ER mennesker i Danmark, der er ramt af absolut fattigdom. De lever under en værdighedsgrænse og har svært ved at have råd til medicin og mad. Men nok så vigtigt er den relative fattigdom. Og det er den højefløjen, CEPOS og hangarounds og åbenbart Danmarks Arbejdsgiverforening har så svært ved at fatte:
Det betyder noget, hvordan vi er placeret ifht. andre medborgere i samfundet. Det betyder noget, hvordan vi ses på af andre, hvordan de vurderer os. Det er ekstremt vigtigt for vores velbefindende og noget af det, der stresser et menneske mest er oplevelsen af ikke at tælle, socialt, ikke at høre til.
Den absolutte fattigdom er bydende nødvendig at gøre noget ved, men den relative fattigdom er også dødsens farlig, for den betyder noget for tillidsopfattelsen i samfundet, for trivslen, for følelsen af kontrol.
Det bør være noget, politikere bekymrer sig om, når flere og flere giver udtryk for vrede eller apati ifht. det politiske niveau og samtidig bringer synspunktet til torvs om at nogle – herunder politikerne – blot tænker på sig selv og sørger for sig selv, så er det dødsensalvorligt.
FRA ET sundhedsperspektiv er det deprimerende og katastrofalt, at de borgere, der er mest syge og har mest brug for hjælp, er de, der har sværest ved at få den i et presset sundhedsvæsen, der mest af alt er beskæftiget med at rapportere tal om, hvor mange der behandles.
Uligheden i sundhed, uligheden i adgang til behandling og uligheden i hvilke sygdomme, der får politisk bevågenhed skriger til himlen. De fleste sundhedsprofessionelle vil gerne gøre noget ved den ulighed, men det kræver politisk vilje!
Med den nuværende regering, så bliver det kun værre, for de vil vrænge af os og kalde det misundelse og pille kittet ud af den sammenhængskraft, som er bygget op over det seneste århundrede. Det er for længst bevist at de mest lige samfund også klarer sig bedst, har mindst kriminalitet, mindst psykisk sygdom og mest lykke. At ville modvirke ulighed med arbejde, er simpelthen ikke nok.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.