Denne artikel blev bragt første gang 26. august 2016 på Ugebrevet A4 Vi bringer den igen, fordi mange andre læsere tidligere fandt interesse for den.

Der var engang for et par årtier siden, hvor man over for nye bekendtskaber kunne slå en humoristisk tone an og svare ’mindst muligt’ på et spørgsmål om, hvad man lavede. Så grinte man lidt af det. Men i dag ville joken falde fuldstændig til jorden. Den ville være socialt uacceptabel.

NYHEDER

Læs også:

Hvad er stress?

Eva Hertz, psykolog og direktør i Center for Mental Robusthed, bruger eksemplet til at illustrere, hvordan holdningen til arbejde i løbet af de sidste 10-15 år har ændret sig fra 'bare' at være et arbejde til at være en vigtig del af ens identitet.

I dag er arbejdet for alt for mange mennesker noget, de lider under og absolut ikke noget, man spøger med, påpeger hun.

- Vi ser flere og flere gå ned med stress, som hvert år koster samfundet 16 milliarder kroner. Men ikke desto mindre forventes det, at man ukritisk knokler videre for at få nogle umulige ender til at hænge sammen, at man har et enormt engagement og er gift med sit arbejde, siger hun.

Man må ikke dø af sit arbejde

Der er mange tal i omløb, når omfanget af vores voksende stressproblemer skal gøres op. Men ét tal fremhæver Eva Hertz som helt centralt: At hver sjette dødsfald herhjemme nu er relateret til stress.  

Dét, snarere end hvor mange sygemeldinger, stress dagligt er årsag til, og hvor mange milliarder mental nedslidning af lønmodtagerne koster statskassen, synes hun skal være vores begrundelse for at stoppe op og gennemgribende ændre den måde, vi har fået indrettet samfundet og arbejdsmarkedet på. Man skal ikke dø af sit arbejde, mener hun.  

Det er ifølge Eva Hertz besparelser, målstyring og konstante forandringer og omorganiseringer, som, hvis de kombineres med dårlig ledelse, har tvunget danske lønmodtagere mentalt i knæ, så vi i dag står med et enormt og livstruende stressproblem.

Hun nævner en undersøgelse, som Dansk Psykologforening har lavet for nylig sammen med fagforbundet 3F: 

Det dér med at have lidt sjov på kontoret giver jo et enormt engagement og styrker vores robusthed. Men det forsvinder, fordi folk føler sig presset til at sidde og spise foran deres computer og glemmer at holde pause.

- 800 psykologer blev spurgt, hvilke problemer klienterne kom med, og i 75 procent af tilfældene var det stress og dårlig trivsel. Det genkender jeg fra min egen praksis, hvor det for 15 år siden drejede sig om skilsmisse, dødsfald og alvorligt syge børn. Nu kommer folk sjældent med noget privat - det er næsten altid noget arbejdsrelateret, fortæller psykologen.  

Alle grupper rammes

En tredjedel af danskerne har efterhånden fået en sundhedsforsikring gennem deres arbejde, så hun møder høj og lav, unge og ældre og folk med alle uddannelsesbaggrunde i sin praksis.

Men uanset baggrund er sygdomsprofilen på klienterne næsten altid den samme. De kan ikke huske fra næse til mund, de sover dårligt og deres humør er voldsomt påvirket. Og de fortæller om enslydende belastninger.  

- Deres historie handler typisk om skiftende antal chefer gennem de seneste år. Chefer, som ikke kender og udnytter deres styrker og ikke er opmærksomme på, hvordan de har det. Og så har de været udsat for en masse organisatoriske forandringer med alvorlige konsekvenser. De er blevet flyttet rundt, fusioneret eller er sammenlagt og fået ødelagt måske velfungerende arbejdspladser.

Det offentlige område og ikke mindst sundhedsvæsenet er stabil leverandør af klienter. Ironisk nok var Eva Hertz udviklingschef i Region Hovedstaden, da den blev til for 10 år siden med 14 sygehuse som udgangspunkt.

- I de første to år var der flere hundrede fusioner og sammenlægninger, men det stoppede jo ikke med det. Her 10 år efter fortsætter man og nedbryder gode faglige og kollegiale fællesskaber, mener hun.

Forandringerne er altid kombineret med effektivisering, så klienterne har også en fælles historie om krav og ressourcer, der ikke hænger sammen, og om for lidt tid til deres kerneopgave.

Så sig dog fra!

Omsorgsarbejdere får nøjagtig syv minutter til at skifte støttestrømper på Fru Jensen, og så går meningen ud af arbejdet, fordi de ikke kan nå at få kontakt med patienten og det menneskelige møde, som ville gøre begge parter godt, påpeger Eva Hertz.

- Når medarbejdere bliver presset så meget, er der ikke tid til at reflektere, som det så fint hedder, når man tænker tanker om sit arbejdsliv. Heller ikke til at snakke med kolleger. Det dér med at have lidt sjov på kontoret giver jo et enormt engagement og styrker vores robusthed. Men det forsvinder, fordi folk føler sig presset til at sidde og spise foran deres computer og glemmer at holde pause.

De fleste af os har en pæn arbejdskapacitet og kan godt tåle at arbejde på højtryk i en periode. Men man bliver fartblind og mister dømmekraften af det i det lange løb.

Når Eva Hertz hører klienternes samstemmende fortællinger om de stadig mere opskruede produktions- og effektivitetskrav, de er udsat for, og hvordan det til sidst bliver umuligt for dem at gøre det, der kræves af dem, dukker spørgsmålet tit op: Hvorfor er der ingen, der siger fra? Hun underviser i mental robusthed, som også handler om at kende sine grænser og sige fra.

Ja, erkender hun, selvfølgelig sætter man sig selv på spil ved at sige fra. Men det gør man i endnu højere grad ved ikke at gøre det. For så saver man sin egen gren over, fordi man udvikler kynisme som et psykologisk forsvar og dermed ødelægger sin egen faglighed, mener Eva Hertz.

Forklaringen på, at stresstruede alligevel prøver at følge med, finder hun dels i, at man mister overblikket og bliver dårligere til at træffe gode beslutninger, når stressen indfinder sig og får mængden af kortisol i kroppen til at stige.

- Det almindelige er, at filmen knækker til sidst. Men det sammenbrud er lang tid om at blive opbygget, for de fleste af os har en pæn arbejdskapacitet og kan godt tåle at arbejde på højtryk i en periode. Men man bliver fartblind og mister dømmekraften af det i det lange løb, forklarer Eva Hertz.

Særlig dansk arbejdsmoral

Men den særlige danske arbejdsmoral spiller også ind, mener psykologen. Hendes klienter har alle været båret af holdningen, at ’hvis jeg gør mig lidt mere umage, så kan jeg måske få enderne til at hænge sammen alligevel’, fortæller hun.

Psykologen sidder over for stressramte, der virkelig skal bearbejdes for at indse, at det ikke er deres personlige ansvar, at fabrikken, storcentret eller hospitalet fungerer.

Hun får indtrykket af store organisationer, der fungerer på trods af alle odds og kun fordi, der er en masse medarbejdere, der gerne vil havde dem til at fungere. Det er i hvert fald ikke hendes indtryk, at det er noget, lederne skaber rum for.

Eva Hertz oplever, at langt de fleste ledere er dedikerede mennesker der er optagede af at gøre deres arbejde så godt som muligt, herunder at sikre medarbejdernes robusthed og trivsel. Men hun efterlyser den støttende, indlevende leder, der sætter grænser, så medarbejderne ikke bliver overladt til deres egen indre stemme og høje ansvarlighed, når arbejdet skal afgrænses og vurderes. For vi er de hårdeste dommere over os selv, påpeger hun.

- Der er brug for nogle til at sige ’Ja, ja, det er godt nok, at du laver det her i dag, og så ses vi igen på mandag’. Men mange ledere er jo selv under pres og underlagt de samme politiske og økonomiske vilkår, og mange har derfor svært at sige fra og lede opad. Få sagt videre i systemet: ’Prøv at hør’. Vi kan ikke nå de mål, der er sat. Jeg har presset mine folk max, og det kan ikke lade sig gøre’, siger Eva Hertz.

Lederne er under politisk og økonomisk pres og bliver målt på deres resultater, men de har en moralsk og etisk forpligtelse til at sige det videre, når der er problemer,« mener hun. 

Absurd vækstdagsorden

Hun finder det på den baggrund absurd, at vi skal plages af tilbagevendende politiske formaninger om behovet for at øge vores produktivitet og arbejdsindsats for at kunne gøre os gældende i den globale konkurrence. Hun mener, at buen i forvejen er spændt til det yderste.

- Jeg arbejder faktisk også i store, private, internationale virksomheder, og de skamroser jo danskernes arbejdskultur. Vi arbejder som død og helvede, springer frokosten over og er virkelig ’på’, når vi er på arbejde, hører jeg. Ikke som i Sydeuropa, hvor folk måske nok arbejder længere, men helst når chefen kigger på. De holder også længere pauser og holder virkelig fri, når de har fri, siger Eva Hertz.

Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til hippietiden, men vi bliver nødt til at erkende, at udviklingen er uholdbar, og at vi må gøre op med væksttyranniet og New Public Management.

Psykologen peger på, at danskere i forskellige erhverv i stor stil møder i god tid før arbejdstids begyndelse for at skabe sig et overblik over dagens opgaver og typisk også tager en tørn ved computeren om aftenen, hvor de ellers skulle have fri. Hun mener, at det er de færreste danskere, der holder sig til de 37 timer, de får løn for.

Japan skræmmer

Eva Hertz advarer derfor mod statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) store ambitioner om at efterlade et materielt set mere velstående samfund, end det han selv er vokset op i, ved at skrue op for danskernes arbejdsmængde.

- Vi er tværtimod nødt til at skrue ned, fordi vi er på vej ud i noget, som ikke er gavnligt for os som mennesker. Vi har set udviklingen i Japan, som siden Anden Verdenskrig har vækstet enormt meget og opnået en virkelig høj velstand. Men de er også et af de lande med højest selvmordsrate og en enorm dårlig trivsel. Så udviklingen er kommet til en meget høj pris, siger Eva Hertz og tilføjer:

- Jeg siger ikke, at vi skal tilbage til hippietiden, men vi bliver nødt til at erkende, at udviklingen er uholdbar, og at vi må gøre op med væksttyranniet og New Public Management.

Hun peger på, at antallet af stresstilfælde og stressrelaterede lidelser som angst og depression i løbet af 10 år er steget fra godt 80.000 til nu over 120.000. 

Eva Hertz var med på det nylige folkemøde på Bornholm og deltog i en diskussion om, hvis skyld og ansvar det var, at stress har fået et så uhyggeligt omfang i det danske samfund – arbejdsgiverne eller lønmodtagernes egen?

Men for hende at se handler diskussionen slet ikke om skyld. Det er under alle omstændigheder et alt for komplekst spørgsmål til, at der kan gives et enkelt svar, for samfundsøkonomi og politik spiller også ind. Det afgørende for hende er erkendelsen hos alle af, at det kræver mange og forskellige indsatser for at bringe livs- og arbejdsglæde og balancen mellem krav og ressourcer på arbejdsmarkedet tilbage.

Robusthed gør det ikke alene

Hendes eget speciale, mental robusthed, er kun en enkelt brik i det spil, for mental robusthed hverken kan eller skal opfattes som et skjold mod urimelige krav og dårlige arbejdsmiljøforhold, understreger hun.

Mental robusthed er almindelig udbredt og en psykologisk færdighed, der hjælper os med at håndtere store udfordringer og svære begivenheder i livet. Det er det, der til alle tider har fået de fleste af os til at komme os over skilsmisser, tætte familiemedlemmers død, tab af job og så videre.  

Men selv mentalt robuste personer bukker nu også under for stress og urimelige arbejdsvilkår, påpeger Eva Hertz. For hende understreger det, at det er på høje tid at sætte hælene i.

- Vi har udviklet nogle forhold, hvor vores robusthed ikke længere rækker, mener hun.

Nogle gange føler jeg mig som en skraldespandspsykolog, der skal gå og rydde op. Jeg ville jo gerne være med til at snakke om, hvad der skal laves om på arbejdspladsen, så klienten ikke bare ender i samme situation, som udløste stressen i første omgang.

Derfor finder hun det også helt misforstået, når virksomheder i stigende grad efterspørger robust arbejdskraft i deres jobannoncer, hvis de dermed tror, at de sikrer sig medarbejdere, der kan holde til hvad som helst.

- Hvis virksomheder vil undgå at ødelægge medarbejdernes robusthed, skal de satse på god ledelse, fornuftige arbejdsgange og kollegial støtte, påpeger Eva Hertz.  

Dårlig ledelse kan dræbe

Betydningen af god ledelse for medarbejderes mentale sundhedstilstand er ifølge psykologen fremgået af en svensk undersøgelse, der viste, at man kan dø af dårlig ledelse. Blandt 20.000 undersøgte lønmodtagere fandt man en forøget risiko på 25 procent for hjerteanfald, hvis man havde været udsat for dårlige ledere.

I undersøgelsen var ledelse karakteriseret som dårlig, hvis lederne havde udvist egoisme, været straffende over for deres medarbejdere og ofte havde givet udtryk for vrede.

I sin egen praksis har hun selv indirekte oplevet så meget dårlig ledelse, at hun allerhelst ville have, at behandlingen af hendes klienter blev afsluttet af en trepartssamtale mellem hende selv, klienten og vedkommendes arbejdsgiver.

På den måde kunne hun i det mindste gøre en indsats for at sikre, at klienten får en chance for at kunne holde sig på benene, når vedkommende kom tilbage på arbejdspladsen.

- Nogle gange føler jeg mig som en skraldespandspsykolog, der skal gå og rydde op. Jeg ville jo gerne være med til at snakke om, hvad der skal laves om på arbejdspladsen, så klienten ikke bare ender i samme situation, som udløste stressen i første omgang, siger hun.

Kommunikation med lederne gennem klienter har vist sig ikke altid at fungere. Eva Hertz havde for eksempel i tre-fire måneder haft en butiksansat i behandling for en svær stress, hvorefter klienten fik en delvis raskmelding og en besked om at sige til arbejdsgiveren, at hun kun måtte være på arbejde i 12-14 timer om ugen den næste måned.

- Chefen havde reageret ved at sige, at så kunne hun møde ind fredag og lørdag, hvor der er mest pres på i butikken. Og så er det man spørger sig selv: Hvad er det, han ikke forstår? Det var jo netop det, hun ikke kunne tåle, siger psykologen.

Det dummeste argument

Måske er der ikke noget at forstå set fra et arbejdsgiversynspunkt, funderer hun. Det dummeste, hun har hørt i debatten om stress, hørte hun nemlig på det netop afholdte folkemøde, hvor en repræsentant fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA) bidrog til debatten om stress med synspunktet: ’Hvem siger, at folk får stress af at gå på arbejde. Det kan være, at konen pukker på dem, når de kommer hjem’.

Det er en ansvarsløs tankegang, hun også så afspejlet i en undersøgelse, COPEWork, som Bispebjerg Hospital gennemførte for et par år siden.

Hundredvis af klienter, der var henvist til den arbejdsmedicinske klinik med alvorlig stress, var blevet spurgt til årsagen til deres sygdom. De fleste patienter angav 3-4 arbejdsrelaterede årsager til deres stress som for eksempel omstruktureringer, stort arbejdspres og dårlig ledelse. Og så en enkelt privat som for eksempel skilsmisse.

Men når de samme stressramtes arbejdsgivere skulle begrunde deres medarbejderes stress drejede det sig i alle tilfælde om private forhold. Om at de havde fået tvillinger, nyt hus eller var blevet skilt.

 - Det er jo dumt og i strid med forskningen. Vi er ovre i fake news-afdelingen. For hvor har de det fra? Det er da de færreste, der går til psykolog, fordi de er blevet skilt. Men desværre er det en god måde at lukke munden på stressramte. For hvis de vil tilbage til arbejdet, må de affinde sig med, at det nok er dem, der har været for sarte, siger Eva Hertz.    

Denne artikel blev bragt første gang 26. august 2016 på Ugebrevet A4 Vi bringer den igen, fordi mange andre læsere tidligere fandt interesse for den.