Måske lidt overraskende er forhåndsfavoritten og normalvis stemmesluger Søren Gade (V) endt som nummer fire på Venstres opstillingsliste til EU-parlamentsvalget om tre måneder.
Det fremgår af en afstemning mellem partiets delegerede på et særligt EU-møde i København.
- Det er selvfølgelig træls. Jeg gik efter at blive nummer to. Men nu er det gudskelov ikke her, jeg skal vælges til Europa-Parlamentet. Så så det svært ud. Det er vælgerne, der bestemmer 26. maj, siger Søren Gade.
- Det er ingen hemmelighed, at alle gerne ville være nummer to. Det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke er lykkedes, siger den tidligere forsvarsminister og tidligere gruppeformand.
Gade blev overhalet af Linea Søgaard-Lidell, der bliver nummer to, mens Asger Christensen bliver nummer tre for Venstre.
Nuværende medlem af Europa-Parlamentet Morten Løkkegaard var på forhånd udpeget som partiets spidskandidat og derfor de facto nummer et.
Bergur Løkke Rasmussen, statsminister Lars Løkke Rasmussens søn, ender som nummer fem.
Søren Gade mener, at der er gået taktik i afstemningen. Nogle opstillingskredse er gået sammen om at sende deres kandidater så højt op på listen som muligt. Det kan ske ved, at kredsene på forhånd aftaler at stemme på hinandens kandidater.
- Alle vil have deres kandidater øverst. Det er gået meget fint for nogen, bedre end andre. Vi har også været i kontakt med andre for at forsøge at lave nogle aftaler.
- Det er en organisationsting. Det er ikke en kandidatting. Vi havde ikke de aftaler, der skulle til, for at jeg kunne ende højere end nummer fire, siger Søren Gade.
På spørgsmålet om det skyldes, at han i nogle sager er gået imod partilinjen, svarer han, at det kan han ikke afvise.
Linea Søgaard-Lidell er 33 år, opvokset i Esbjerg, uddannet journalist og arbejder til daglig i Vækstfonden.
I sin præsentationstale til de delegerede understregede hun, at hun mente, at Søren Gade og Morten Løkkegaard er sikre på at komme ind.
- Der skal også være nogen til at holde de to hanelefanter i ørerne, og her håber jeg, at I vil stemme på mig, sagde hun.
Hun går ind for et EU, som skal være slankere.
- Jeg vil ikke politik for politikkens skyld. Jeg vil EU-politik. Det er her, jeg synes, det er vigtigst lige nu. Det er her, jeg gerne vil smøge ærmerne op og lægge mine kræfter, sagde hun.
Nummer tre på listen bliver Asger Christensen, der vil have et EU i øjenhøjde. Han er 61 år, selvstændig landmand og byrådsmedlem i Kolding.
Venstre benytter sideordnet opstilling ved valget. Det betyder, at vælgere i hele landet kan stemme på alle kandidater. Dem, der får flest stemmer, kommer ind.
En høj placering på listen sikrer synlighed i valgkampen.
/ritzau/