En aktindsigt fra Inger Støjbergs (V) Udlændinge- og Integrationsministerium kaster lys over forløbet, da ministeriet i mere end et år fortsatte en ulovlig praksis i forhold til alvorligt syge udlændinge, skriver Information.
Sagen drejer sig om, hvordan ministeriet håndterede den såkaldte Paposhvili-dom, som blev afsagt af Den Europæiske Menneskeretsdomstol i december 2016. Som tidligere omtalt i Information pålagde dommen myndighederne en udvidet undersøgelsespligt, når de skulle vurdere, om alvorligt syge udlændinge kunne få humanitær opholdstilladelse.
Ifølge dommen var det ikke længere tilstrækkeligt – som var den praksis, danske myndigheder havde fulgt – at der i udlændingens hjemland var en formel adgang til livsnødvendig medicin og behandling. Myndighederne var, sagde dommen, nødt til også at undersøge, om der var en konkret og reel adgang til behandling og medicin.
Men selv om dommen ifølge uafhængige jurister ikke var vanskelig at forstå, undlod Inger Støjbergs ministerium gennem et helt år at inddrage dommen i deres afgørelser i sager om humanitære opholdstilladelser.
Fyldt med sorte overstregninger
Selv om det udleverede materiale er fyldt med sorte overstregninger, har det været muligt for Information at rekonstruere teksten under overstregningerne. Det gør det muligt at beskrive nærmere, hvad der skete i Udlændinge- og Integrationsministeriet, da de over for Folketinget skulle redegøre for betydningen af Paposhvili-dommen.
Hidtil har Inger Støjberg bl.a. forklaret, at hendes embedsmænd i første omgang fejlfortolkede dommen, da de i foråret 2017 blev gjort opmærksom på den. Med ministerens ord var embedsmændene kommet ind på »en lidt forkert sti« – til trods for, at flere juridiske eksperter bl.a. i Information forinden havde vurderet, at dommen måtte indebære en lempelse af den hidtidige danske praksis, og at f.eks. Sverige allerede fra marts 2017 havde taget højde for dommen i deres praksis.
Har været længe undervejs
I april 2017 bad Johanne Schmidt-Nielsen (EL) ministeren om at redegøre for konsekvenserne af dommen, men hun måtte vente helt til februar 2018 på et endeligt svar.
Ganske vist havde Inger Støjbergs embedsmænd allerede i december færdiggjort svaret, men først skulle indholdet afstemmes med Justitsministeriet.
Om det har Inger Støjberg tidligere oplyst, at afstemningen med Justitsministeriet førte til, at der opstod »tvivl i fagkontoret om, hvorvidt man havde lavet en forkert umiddelbar vurdering af dommen«.
Det er dette sidste forløb, som Informations aktindsigt nu kaster mere lys over.
Udkastet til svaret på Johanne Schmidt-Nielsens spørgsmål, som Information efter mere end syv måneders ventetid har fået udleveret fra Inger Støjbergs ministerium, viser nemlig, at hendes embedsværk helt frem december 2017 fastholdt, at den hidtidige danske praksis havde været i overensstemmelse med Paposhvili-dommen. Og at dommen derfor ikke betød, at ministeriet skulle lempe den danske praksis i forhold til humanitære opholdstilladelser til alvorligt syge udlændinge.
Denne fortolkning fik Justitsministeriet, som også Radio24syv har fortalt, sat en stopper for. I hvert fald var alle konklusioner, der peger i den retning, helt fjernet, da Johanne Schmidt-Nielsen halvanden måned senere fik den endelige udgave af svaret.
Overstregede konklusioner
Den 11. december 2017 sendte Udlændingeafdelingen i Inger Støjbergs ministerium et 13-siders udkast til Stats- og Menneskeretskontoret i Justitsministeriet. Her lyder en af konklusionerne – som er overstreget:
»Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at den danske praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse er i overensstemmelse med de retningslinjer, som Domstolen har fastlagt.«
En anden overstreget konklusion lyder:
»Samlet finder Udlændinge- og Integrationsministeriet ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at antage, at domstolen med dommen i Paposhvili mod Belgien har fraveget sin hidtidige praksis. Ministeriet finder på den baggrund ikke for nuværende anledning til at ændre praksis i forhold til tilgængeligheden af behandling i hjemlandet.«
Med andre ord – selv om flere uafhængige jurister, bl.a. fra Institut for Menneskerettigheder, ikke var i tvivl om, at dommen burde føre til en lempelse af den danske praksis, så lagde ministeriet op til at fastholde over for Folketinget, at Paposhvili-dommen ikke behøvede at føre til nogen form for kursændring.
I udkastets overordnede (og ligeledes overstregede) konklusion skrev embedsmændene endda, at den danske praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse »er i overensstemmelse med dommen, og at ministeriets afgørelser således træffes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.«
Fire dage forinden havde Radio24syv ellers bragt det første af flere indslag om, at ministeriets praksis var ulovlig, fordi den ifølge flere jurister trodsede Paposhvili-dommen og betød afslag på stribe til alvorligt syge udlændinge.
Senere måtte ministeriet erkende, at mindst syv udlændinge var blevet udsendt til en uvis fremtid, selv om deres sag burde have været blevet nøjere undersøgt, således som Paposhvili-dommen indebærer.
Det er ikke kendt, hvad Stats- og Menneskeretskontoret i Justitsministeriet havde af bemærkninger til svarudkastet. Men efter at Justitsministeriet havde været inde over sagen, bøjede Inger Støjbergs ministerium af.
Ministerium ændrede ikke noget
I det endelig svar, som Johanne Schmidt-Nielsen modtog den 2. februar 2018, var der således ikke længere tvivl om, at den danske praksis skulle ændres som følge af dommen:
»Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at der for at sikre, at afgørelser på det humanitære område træffes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, er behov for at indføre ekstra sagsbehandlingsskridt i visse særlige sager, således at ansøgerens faktiske adgang til behandling undersøges nærmere.«
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor embedsværket i Inger Støjbergs ministerium gennem hele 2017 fastholdt, at Paposhvili-dommen ikke skulle medføre ændringer af den danske praksis.
To af de uafhængige jurister, der har vurderet dommen, er lektor i EU- og menneskeret Louise Halleskov Storgaard fra Aarhus Universitet og seniorforsker Peter Vedel Kessing fra Institut for Menneskerettigheder.
Ingen af dem vil forholde sig til forløbet mellem de to ministerier, men de vil gerne udtale sig om selve dommen. Begge har svært ved at forstå, at embedsmændene i Udlændinge- og Integrationsministeriet helt frem til december 2017 kan have vurderet, at den hidtidige danske praksis for humanitære opholdstilladelser ikke ville blive berørt:
»Dommen er i sin helhed kompleks på nogle punkter, men på et enkelt punkt er den ganske klar: Staterne bliver pålagt en udvidet undersøgelsespligt. For mig har det hele tiden været ganske klart, at der skulle ske en justering af den danske praksis i lyset af den udvidede undersøgelsespligt,« siger Louise Halleskov Storgaard til Information.
Det er ikke svært at læse
Og Peter Vedel Kessing siger, at »det er ikke svært at læse, hvad man skal«.
»Man skal sikre sig, at den pågældende ansøger konkret har adgang til den nødvendige medicin. Det står ret klart i dommen, og det var præcis dét, man ikke gjorde tidligere, hvor det var tilstrækkeligt, hvis der bare var en generel adgang til medicin i ansøgerens hjemland.
Hvis der var det, så kunne man give afslag på humanitær opholdstilladelse til alvorligt syge udlændinge,« fortsætter han og tilføjer:
»Ifølge dommen skal myndighederne nu også undersøge emner som prisen for behandlingen, om der er familie eller netværk, der kan bistå den alvorligt syge, og hvilken afstand der vil være til den nødvendige behandling. Det undersøgte man ikke tidligere, men det siger dommen meget klart, at man skal gøre.«
Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, Jens Elo Rytter, kalder det »helt uforståeligt og et mysterium«, at Inger Støjbergs ministerium så længe kunne fastholde, at dommen ikke skulle medføre en justering af praksis.
»Det er svært at forstå, når alle eksperter og jurister kunne se, at Menneskeretsdomstolen fraveg sin tidligere praksis,« siger han til Information.
»Hvorfor hendes embedsmænd har været så nølende og modvillige til at erkende nødvendigheden af en praksisændring, kan man kun gisne om. Jeg ser umiddelbart kun to mulige forklaringer: Enten har det været juridisk uformåenhed, eller også har de været underlagt et politisk ønske,« tilføjer Jens Elo Rytter.
Selv har Inger Støjberg – med henvisning til hensynet til beskyttelsen af ministeriets interne beslutningsproces – afvist at oplyse Folketinget om, hvornår hun første gang fik forelagt et udkast til svar på Johanne Schmidt-Nielsens spørgsmål.
Hverken ministeriet eller ministeren har ønsket at kommentere det.
Information