En uskyldig statue af en mand med en hat i den lille engelske by Poole har vakt stor furore. Nogen vil nemlig have den fjernet og andre er klar til at slå for at få den til at blive stående.
Bronzestatuen forestiller nemlig en vis Robert Baden-Powell, som stiftede spejderbevægelsen, der har 54 mio. medlemmer verden over.
Men det er ikke nok til at undgå udskamning blandt anti-racister og medlemmer af bystyret, som har forlangt, at byen fjerner statuen fra det lille torv, hvor den blev sat op i 2008 – 100-året for bevægelsens stiftelse.
Nazi-sympatisør
Grunden er den, at den gode Hr. Baden-Powell ikke kun sørgede for friluftskultur og sunde tanker i et sundt sind, men også hyldede Adolf Hitler i 1939. I sine dagbøger fra dengang opfordrede han alle til at læse Hitlers "Mein Kampf", som han kaldte en "pragtfuld bog med både gode ideer og lærdom om helse, uddannelse, propaganda og organisering..."
Politiet frygter, at der i byen vil blive optøjer – ligesom mange steder over det meste af England og i London, hvor folk har fjernet og udøvet hærværk mod statuer af forgangs store mænd, som nu er faldet i unåde.
Omvendt er der mange – også ledende folk i byen, som synes, det er forkasteligt at fjerne statuen, og nogle har truet med at ville ty til vold, hvis nogen prøver at fjerne den. "Historie betyder noget", står der på deres bannere som modsvar til "Black lives matter".
Spejderbevægelsen selv er mere varsom i deres sprogbrug og skriver bare, at de håber at kunne få en dialog med bystyret, inden statuens skæbne er afgjort.