Manchester Uniteds norske manager, Ole Gunnar Solskjær, har i den kommende tid et kort mindre på hånden, når den offensive kabale skal lægges.
Nordmanden melder således tirsdag, at angriberen Alexis Sánchez er ude i mindst fire uger med den knæskade, chileneren pådrog sig i weekendens Premier League-kamp mod Southampton.
I værste fald må Sanchez sidde på skadesbænken i seks uger, siger Solskjær, dagen før Manchester United skal forsøge at spille sig videre i Champions League mod Paris Saint-Germain (PSG), der vandt den første ottendedelsfinale 2-0.
Sánchez er den seneste United-profil på en efterhånden halvlang skadesliste. Anthony Martial, Jesse Lingard, Juan Mata og Ander Herrera er således også ukampdygtige til returopgøret mod PSG.
Midtbanestjernen Paul Pogba er heller ikke med onsdag på grund af karantæne efter et rødt kort i den første kamp.
Af den grund er der også blevet plads til hele fem ungdomsspillere i Uniteds kamptrup onsdag.
Alexis Sánchez' seneste skade gør kun ondt værre for chileneren, der har haft en udfordrende sæson. Det er således kun blevet til 2 mål i 23 kampe, ligesom han i slutningen af 2018 også missede flere kampe med en skade i baglåret.
/ritzau/