Efter et liv med en lang række teologiske og politiske opgør er Søren Krarup død. efter længere tids sygdom, meddeler familien.
Det fortæller Kristeligt Dagblad.
Søren Krarup var den præst, der vel nok har haft mest indflydelse på dansk politik på denne side af Anden Verdenskrig. Han har blandt andet været med til at præge Dansk Folkeparti og sat et dybt aftryk på særligt indvandringsdebatten. Og som teolog er han hovedansvarlig for, at det moderne Tidehverv ser ud, som det gør.
Skal man slå ned på én politisk begivenhed, der satte Søren Krarup, præsten fra Seem i Vestjylland gennem 40 år, på landkortet, var det den annonce, han indrykkede i Morgenavisen Jyllands-Posten i 1986.
"Nej, ikke en krone!”, stod der over en hel side i avisen som et modsvar til Dansk Flygtningehjælps igangværende indsamling Flygtning 86, der af Søren Krarup blev opfattet som en kampagne, der skulle gøre danskerne til fremmede i eget land.
Annoncen var ikke blot en opfordring til at lade være med at støtte Dansk Flygtningehjælps indsamlingskampagne, den var også et direkte angreb på formanden for organisationen, Hans Gammeltoft-Hansen, som Krarup mente, var ansvarlig for den udlændingelov, der var blevet vedtaget nogle år forinden.
Søren Krarup opsummerede selv kampagnens resultat over for Kristeligt Dagblad i 2016, 30 år senere, hvor han også tog æren for at have sat gang i den indvandringskritiske linje, som siden er blevet mainstream i dansk politik:
- Det var en helt afgørende understregning af et problem, som den herskende klasse bevidst havde forsøgt at lukke øjnene for,” sagde han.
I 1986 blev grundstenen til det, der siden skulle blive til Dansk Folkepartis udlændingepolitik, lagt, har journalist, forfatter og politisk kommentator Erik Meier Carlsen tidligere vurderet i Kristeligt Dagblad.