40 personer, der har været om bord på det norske passagerskib "Roald Amundsen", har fået konstateret smitte med covid-19. Nu vil sundhedsmyndighederne undersøge, om skibets ejer, selskabet Hurtigruten, har brudt reglerne.
32 af de smittede er besætningsmedlemmer fra Filippinerne.
Antallet af smittede er steget hastigt, siden der fredag blev konstateret to smittede med coronavirus.
Skibet, der ligger i den nordnorske by Tromsø, har været brugt til krydstogtsejladser til Svalbard.
Det er to afgange, som myndighederne har fokus på. Den første var 17. juli og den anden 24. juli. Der har været 386 passagerer på de to sejladser. Skibet har 160 besætningsmedlemmer.
Søndag aften var 36 besætningsmedlemmer konstateret smittet, mens det samme gjaldt for fire af passagererne.
Koncernchef i Hurtigruten Daniel Skjeldam oplyser, at de filippinske besætningsmedlemmer er tørnet direkte ind på job uden at have været i karantæne eller være blevet testet på norsk jord.
- Det er i tråd med de internationale regler. Men så har vi efterfølgende indført endnu skrappere testkrav til besætningen, siger han på et pressemøde.
Norsk TV2 har spurgt landets sundhedsstyrelse, om Skjeldam har ret. Det har han ikke, lyder det.
Ifølge de norske myndigheder skal mandskab, der skal mønstre på et skib, sættes i karantæne i Norge, og en test skal foregå i Norge.
NRK - DR's norske søsterkanal - oplyser søndag aften, at politiet i Tromsø vil indlede en undersøgelse af sagen.
/ritzau/NTB
/ritzau/NTB