Sidste års VM-finalister, Slovakiet, fik en glimrende begyndelse på dette års VM-turnering, der bliver afviklet i Sverige og Finland.
Slovakkerne besejrede i VM's åbningskamp Frankrig med 6-2 i Helsinki.
Michel Miklik bragte Slovakiet foran i første periode, og i anden periode udbyggede Peter Olvecky og Tomas Zaborsky favoritternes føring til 3-0.
I tredje periode trak det op til en regulær ydmygelse af franskmændene.
Branko Radivojevic og den 38-årige veteran Miroslav Satan sørgede for yderligere to scoringer til Slovakiet.
Damien Raux og Damien Fleury fik lov til at pynte på cifrene mod slutningen af kampen, inden Libor Hudacek sendte endnu en slovakisk træffer ind til slutcifrene.
Dermed gjorde Frankrig ikke lige så god modstand mod Slovakiet som ved VM sidste år. Ved den lejlighed vandt slovakkerne det indbyrdes møde i gruppespillet med 5-4.
Slovakiet tabte sidste år VM-finalen 2-6 til Rusland.
/ritzau/