Den amerikanske filmstjerne Sharon Stone lægger nu sag an mod sin tidligere filippinske barnepige, som skuespilleren har haft problemer med i flere år.
"Basic Instinct"-stjernen blev i maj 2012 sagsøgt af barnepigen Erlinda Elemen. Hun beskylder Stone for at have chikaneret hendes etnicitet og religion igennem flere år - et søgsmål, som filmstjernen har kaldt absurd.
Stone skulle blandt andet have kaldt filippinere for "dumme" og beordret barnepigen til ikke at tale foran filmstjernens tre børn eller læse Biblen i hjemmet.
Fra august 2010 er Elemen "gentagne gange blevet udsat for nedsættende kommentarer og angreb fra Stone, der er rettet mod filippinsk etnicitet og kulturarv", lød det.
Nu svarer Sharon Stone igen med et søgsmål: Hun mener, at barnepigen stadig skylder hende 9500 dollar af et lån på 12500 dollar, som hun fik bevilget af filmstjernen i 2010.
Erlinda Elemen blev ansat som barnepige i oktober 2006 og arbejdede for Stone, indtil hun blev fyret i 2011. Hun fik sparket, fordi Stone fandt ud af, at Elemen tog penge for overtid for sit arbejde i helligdagene, eller når hun rejste med filmstjernens børn.
Ifølge Elemen beskyldte "Basic Instinct"-stjernen barnepigen for at stjæle pengene.
Stone, der efterhånden er blevet 55, fik sit store gennembrud med "Basic Instinct" og var gennem 1990'erne en af Hollywoods store skuespillerinder.
I 1995 vandt hun en Golden Globe for gangsterfilmen "Casino", som også udløste en Oscar-nominering. Stone er stadig aktiv på lærredet, men dog i mindre profilerede roller.
/ritzau/AFP