Chuck Hagel, der er nomineret som præsident Barack Obamas forsvarsminister, måtte torsdag stå skoleret under en ophidset senatshøring, hvor en højtstående republikaner beskyldte ham for at gå USA's fjenders ærinde.
Kritikere i Kongressen har forsøgt at fremstille Hagel, en tidligere republikansk senator og dekoreret vietnamveteran, som eftergivende over for Iran og anti-israelsk.
De henviser til tidligere udsagn, som, Hagels modstandere siger, er revet ud af en større sammenhæng.
Selv om de fleste iagttagere mener, at Hagel i den sidste ende vil blive godkendt som USA's forsvarsminister, så er der mindst tre republikanske medlemmer af senatspanelet, der ikke vil støtte hans nominering.
En af dem er James Inhofe, der er partiets leder af Forsvarskomiteen. Allerede inden Hagel begyndte at tale, gav Inhofe klart udtryk for sin modstand og sagde, at "han var den forkerte mand til at lede Pentagon i denne farlige tid.
- Senator Hagels baggrund er dybt bekymrende og helt ude af trit med den almindelige opfattelse. Alt for ofte synes han at være villig til at følge en global holdning, der har til formål at formilde vores fjender, men i stedet skyder vore venner bort, sagde Inhofe.
Hagel, der tog ordet for første gang, siden de første angreb på hans nominering, prøvede at rette op på sin fortid ved at forsikre panelet om, at han da støtter USA's politik om at hindre Iran i at få adgang til atomvåben, og at han støtter et stærkt Israel.
- Mit overordnede syn på verden har aldrig ændret sig. Det går på, at USA har og skal fastholde det stærkeste militær i verden, sagde Hagel under senatshøringen.
De fleste iagttagere venter, at Hagel vil blive godkendt af komitéen, selv hvis valget kommer til at følge partierne blandt panelets 14 Demokrater og 12 Republikanere.
Demokraterne sidder med 55 pladser på majoriteten i Senatet og kan godkende Hagel uden republikansk støtte, men de har brug for en hvis opbakning fra Hagels parti, hvis de skal styre uden om procedurevanskeligheder, der kan sætte en stopper for nomineringen.
/ritzau/AFP