Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I januar blev Azza Soliman tilfældigt vidne til politiets nedskydning af en ung kvindelig demonstrant foran den cafe, hvor hun sad med sin familie. Men da hun gik til anklagemyndigheden for at vidne, endte hun i stedet med selv at blive anklaget for at have deltaget i demonstrationen og for at forstyrre den offentlige sikkerhed. Andre har tidligere fået op til 15 års fængsel for samme anklager.
Azza Soliman er stifter og formand for organisationen Center for Egyptian Women's Legal Assistance (CEWLA), som samarbejder med en række danske organisationer under Det Arabiske Initiativ - Udenrigsministeriets program for støtte til dansk-arabiske samarbejder. Anklagerne mod hende er den seneste eskalering af det pres, som regeringen har sat de egyptiske menneskerettighedsorganisationer og demokratiforkæmpere under.
Derfor har Mellemfolkeligt Samvirke, Kvinderådet, Euro-Mediterranean Human Rights Network, Danner og KVINFO i fællesskab med Amnesty International, der også har et samarbejde med CEWLA uden om det Arabiske Initiativ, nu henvendt sig til Udenrigsminister Martin Lidegaard. I brevet opfordrer organisationerne til, at Danmark rejser sagen både over for den egyptiske regering og i EU.
- Et forsat tæt samarbejde på mange niveauer, som Danmark og de andre europæiske lande har med Egypten og er den bedste vej til at påvirke landet i den rigtige retning, mod demokrati, menneskerettigheder og ligestilling, siger leder af KVINFOs internationale afdeling Katarina Blomqvist.
Azza Soliman og andre vidner har krav på beskyttelse ved lov, og sigtelserne mod dem skal frafaldes. Brevet gør også opmærksom på, at sagen mod hende er udtryk for en generel tendens, hvor basale menneskerettigheder i stigende grad bliver undertrykt.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.