Sebastian lignede en lamslået mand – og mere til. Med små, sitrende trin vaklede han mod scenepodiet ved Danish Music Awards. Det var februar 2004, og den dengang 53-årige troubadour skulle op og modtage pladebranchens fornemste udmærkelse, IFPI s særlige hæderspris, for sine fire årtier i dansk musik. Det lignede lidt hans sidste chance for at modtage æren i levende live, og stemmen bævede, da den trinde skikkelse nåede mikrofonen og kunne hæve statuetten mod Forums brølende sal.

Men Sebastian var ikke lamslået. Hans alvorligt skrantende helbred rystede bare igennem for åben skærm. Få måneder senere sendte det ham på hospitalet til en akut bypass-operation. Operationen holdt med nød og næppe hans hårdt prøvede hjerte i gang.

Forbløffet var troubadouren til gengæld, da han nogle dage forinden fik overbragt nyheden om den store hæder. Skulle han virkelig have den? En mand, som brancheorganisationen IFPI Denmark havde forsømt at invitere til DMA-uddelingen de seneste mange gange? En mand, som få år forinden var blevet latterliggjort af konferencier Casper Christensen, mens publikum på de forreste rækker klaskede sig på lårene af grin?

»Det var jo de ansatte fra pladeselskaberne, som holdt til dernede. Alt det kunne jeg sidde og se hjemme foran fjernsynet, for som sagt blev jeg ikke inviteret længere,« påminder den 57 år gamle sanger, producer, tekstforfatter og instruktør fra en sofa i indre København.

Her troner han – veltalende og i noget bedre form end dengang han rystede for åben skærm.

En gevaldig sangskat

Sebastian havde aldrig følt sig forstået eller påskønnet af sine mange pladeselskaber, og den pludselige anerkendelse bekræftede bare en gammel tese. Nemlg, at han sjældent vidste, hvor han havde de folk, der var sat til at sælge hans musik:

»Tilbage i de sene 1970 ere faldt jeg over et referat fra mit daværende pladeselskab. Der stod, at de ikke fattede, hvorfor jeg solgte mindst 25.000 eksemplarer af hver plade ... Men så var det da i det mindste ikke noget, de behøvede at bruge kræfter på at markedsføre. Det stod der! Guldet mellem deres hænder interesserede dem ikke.«

I dag kan de færreste være i tvivl om, at ham Sebastian er såvel guld som platin værd. Og at dele af branchen – måske lige lovlig sent – anerkender hans livsværk, så det er til at tage og føle på.

I næste uge udkommer tredje og sidste kapitel i boksserien Sebastians Sangskat , der gennem efteråret har dokumenteret og samlet troubadourens formentlig unikke produktivitet. Den første boks bød på Sebastians 10 album fra 1970 erne, den næste på hans 10 langspillere fra 1980 erne, og endelig følger så de ni fra 1990 erne og frem. Samt et sammenskudsrend af diverse sjældne optagelser og indspilninger.

En gigant genopstår

Sangskatten viser, hvilken zigzaggende, bølgende og helt igennem mærkværdig karriere, Sebastian kan prale af. Hvis han da gjorde sådan noget. Fra noget nær protestsanger i sine første mange år. Så popstjerne med dundrende pladesalg i de noget mindre bekymrede 1980 ere. Til kompromisløst at rendyrke musical- og teateropsætninger med en kaskade af kasketter oven på de rødblonde lokker.

Og så ... puff, var han væk. Og glemt, ville mange nok tilføje. Men med urette. Thi i sommer gik Sebastian på scenen i et stoppet stortelt på Skanderborg Festivalen, hvor de overvejende purunge gæster skrålede med på den genoopstandne troubadours største træffere. De kunne sådan set teksterne til det meste. Den Store Flugt fra 1972, til Skatteøen fra 1986, til Ronja Røverdatter fra 1991. Osv,

Ingen vej tilbage

Spørgsmålet er, om det nye publikum også kender historien om Knud Grabow Christensen. Det var Sebastians rigtige navn, dengang han voksede op i sønderjyske Sønderborg. Han blev født i julen 1949, men allligevel var det så som så med hjertevarmen i barndomshjemmet. Det var i stedet præget af den strikse opdragelse, som faderen – en befalingsmand i den danske hær – gav sin søn med på vejen.

Derfor var Knud egentlig godt tilfreds med 14 år ung at ryge på kostskole i nordsjællandske Asserbo. Især da han stiftede bekendtskab med en eksotisk og indtil da fremmed verden: Rockmusikken og Rolling Stones, i særdeleshed.

Snart efter fik teenageren Knud sin første guitar, og herfra var der ingen vej tilbage.

»Det var det her, jeg skulle. Koste, hvad det ville,« husker Sebastian tilbage.

Bob Dylan light

I 1971 strejfede sønderjyden rundt på de københavnske gader, stræder, værtshuse og hvor man ellers ville høre på hans amerikansk inspirerede folkmusik. Det ville et pladeselskab gerne. Pladekøberne, derimod, vægrede sig mere ved hans engelsksprogede albumdebut, The Goddess . Den solgte nogle sølle hundrede kopier.

»Hvorfor skulle folk give de samme penge for en plade med mig som for en plade med den rigtige Bob Dylan,« ler han 36 år senere.

Dermed kunne det hele have set sort ud. Men ved et tilfælde fik Sebastian – det navn havde pladeselskabet besluttet sig for, så udlandet lå mere åbent – lov til at indspille nummeret Lossepladsen Bløder , der stik imod alle forventninger ramte radiobølgerne med eftertryk.

Pludselig varmede han op for Gasolin og konkurrerede med dem alle på pladesalget. Og han blev kendt som en af årtiets markante politiske røster. Væsentlig mindre højtråbende end Røde Mor, javel, men trods alt arkitekten bag den legendariske Christiania-plade og bidragsyder til Nej Til Atomkraft -projektet.

Andet end sødsuppe

I 1980 erne ændrede Sebastian profil. Ikke udpræget overlagt, men sådan anskuede folk det ikke desto mindre. Han var ikke længere protestsanger.

»Jeg har aldrig ført mig frem som én, der havde et budskab eller en mission. Jeg kunne bare godt stille op til nogle værdige sager i en meget politiseret tid. Men selv min sidste rigtige popplade, Miraklernes Tid (1990, red.) bød da på holdninger,« pointerer han.

Op igennem årtiet var troubadouren for alvor blevet et kommercielt trækplaster, og succeser som Skatteøen pressede ham til at levere storsællerter på den rigtige side af 100.000 solgte album. Hver gang.

Det fik han nok af. Så i stedet udlevede Sebastian nogle radikalt andre ambitioner med sin musik. Til branchens store overraskelse sagde han sådan set farvel til popstjernestatussen for i stedet at drage ud i det ikke just kritikerdyrkede musicalunivers.

Modsat så mange andre så Sebastian således en musikalsk udfordring i de store teateropsætninger, menneskene i kød og blod på de skrå brædder, instruktionen. Helheden. Alt det udlevede han i billetslugere som Gøngehøvdingen , Cyrano , Aladdin , og Pippi .

»Jeg har jo aldrig anset musicals som noget ringe. For mig handler det ikke om lårsvingende damer fra 1940 ernes amerikanske film og sødsuppeagtige begreb. Jeg opfattede musicals som noget betydeligt mere alvorligt. I princippet var det bare en sammensætning af teater og musik.«

Ind i varmen

Den fagre nye verden blev dog ikke en flugt fra det pres, som Sebastians egen arbejdsmoral lagde ned over ham. Et pres, der – sammenlagt med en daglig afbrænding af 50 Prince Light, dårlige kostvaner og mangel på motion – trykkede helbredet i bund. Så meget i bund, at han næsten ikke nåede at høste den anerkendelse, som pladebranchen, musikkritikerne og en lang række andre havde undgået at give ham i de første 33 år. Til trods for mere end to millioner plader – og to millioner solgte musicalbilletter, sågar.

I dag er han mest af alt glad for sin sangskat, glad for at være sig selv. Og stolt:

»Jeg kom aldrig ind i varmen. Fordi jeg var anderledes, og alting i branchen var gearet til, at tingene skulle være på en bestemt måde,« smiler Knud Grabow Christensen.

Musikeren, der var en dårlig Bob Dylan, men en prisværdig og hæderlig Sebastian. I længden.