Der var i sandhed tale om brændende kærlighed, da brandmanden Justin Deierling fra Ohio i sidste uge overraskede sin kæreste ved at fri til hende under en brandøvelse.
Den udspekulerede brandmand havde planlagt frieriet i to uger op til en planlagt brandøvelse på Greentown School, hvor hans kæreste, Megan Zahorec, arbejder som rådgiver.
Det skriver Huffington Post.
På dagen for brandøvelsen havde den intetanende Megan taget børnene med udenfor, da brandbilerne kom.
Foran lærere og elever gik Justin Deierling på knæ og friede under stor jubel fra tilskuerne.
Og der var en helt speciel årsag til, at han valgte at fri på den måde.
"Jeg mødte Megan, da hun arbejdede som frivillig på brandstationen. Vi delte vand ud til børn, der deltog i et løb. Jeg vidste med det samme, at hun var noget særligt, da jeg så hende sammen med børnene. Så jeg ville gerne fri på en måde, der både indfangede, hvordan vi mødtes, og Megans store passion for børn," skriver Justin Deierling i en mail til Huffington Post.
Brandmandens bror optog hele seancen. Se den søde video af frieriet ovenfor.