Vi skal langt ned. Faktisk tager det 100 sekunder med et fald på seks meter per sekund at nå Klodawas saltmine.
Transportmidlet er en elevator fra dengang, russisk var fremmedsprog nummer ét, og der ikke var behov for mere end et parti i Polen. Den tordner nedad i skræmmende fart, skræmmende længe. Før mødet med elevatoren er Bumletoget blevet samlet op af viceborgmester Pawel Nowak – ganske som første udfordring i julekalenderen foreskrev.
Det er salt, der brydes i Klodawa-minen, men der er ingen tvivl: Stedet er en juvel. Da elevatoren stopper, er det en anden verden, der tager imod. Vi står med ét i en af de mere end 500 kilometer korridorer, der er saltminens pulserende kredsløb.
Alt er ægte, for minen er stadig i brug. Vi står med gabet på vid, mens nogle af de 1.000 arbejdere bare vader hjemmevant rundt med hvidt pandelys og passer på de små togvogne lastet med saltklumper, der triller forbi.
En himmel under jorden
Væggene knitrer og funkler – først med hvide saltkrystaller, så sorte og til sidst den dragende rosa. Det er som at træde ind i himlen her 600 meter under jordoverfladen.
I halvanden time går vi rundt – det føles som et øjeblik. Cocktailen af den kedeldragtklædte virkelighed og krystallernes fantasi er uimodståelig.
Oven over os presser jorden med tonsvis og atter tonsvis af kilo. Men korridorerne holder, selvom vi med lethed kan brække salt af i flager, ja tilmed smage på det. Uvirkeligt.
Men sekunder efter møder vi en blå kasse, der overvåger, at gasindholdet i luften ikke bliver farligt. Virkeligheden banker på igen, snart lokker elevatoren med endnu en hæsblæsende tur. Op til overfladen.