Meldingen lød på markbrand, og det er i sig selv alvorligt nok.
Men da mandskabet fra Midt- og Sydsjællands Brand og redning nåede frem til marken ved Lystrup og Jomfruens Egede ved Faxe, fandt de ikke bare en markbrand, men også en cylinder, der har været fyldt med brændbar væske. Det skriver Dagbladet Køge.
- Vi kalder det for en brandmaskine, og jeg vil helst ikke gå i detaljer med, hvordan den så ud af hensyn til efterforskningen, siger vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Bo Petersen.
Driftsleder hos Lystrup og Jomfruens Egede, Martin Augustensen, har svært ved at forstå, hvad der er sket.
- Hvor utroligt det end lyder, har vi i eftermiddag desværre været ude for, at en person bevidst har forsøgt at antænde en uhøstet mark, skriver han på Lystrup og Jomfruens Egedes Facebook-side.
- Vi samarbejder nu med politiet om at sprede budskabet, for det er af alleryderste vigtighed, at denne person stoppes i sit forehavende, skriver Martin Augustensen.