Ekspræsident George W. Bush vinder ikke mange popularitetskonkurrencer i USA, og partifællen Mitt Romney havde da også travlt med at lægge afstand til Bush i den anden store tv-debat under valgkampen i USA.
På spørgsmålet "hvad er det største forskel på dig og George W. Bush?" oplistede den republikanske præsidentkandidat adskillige ting.
- Præsident Bush og jeg er forskellige folk, og det er forskellige tider, startede Romney med at fastslå.
Han svarede direkte på et spørgsmål fra en kvindelig vælger blandt publikum, som er skuffet over manglende fremskridt under Obama, men ikke drømmer sig tilbage til tiden under præsident George W. Bush.
Romney peger på, at han vil give meget hårdere modspil til den voksende stormagt Kina.
- Det gjorde præsident Bush ikke, siger Romney.
Præsidentkandidaten vil også fokusere benhårdt på at få styr på USA's statsgæld og ramponerede føderale budgetter.
- Det gjorde præsident Bush ikke, fortsætter Romney, som også vil sikre meget bedre forhold for de små forretninger og entreprenører og holde skatterne lave for dem, lyder det.
- Vores parti har været for fokuseret på de store i erhvervslivet, siger Romney.
Obama kom også selv i skudilden med et spørgsmål fra en mellemfornøjet demokratisk vælger blandt publikum, som stemte på ham ved sidste præsidentvalg, men nu "ikke er så optimistisk", som han var dengang.
Vælgeren, som kæmper med høje leveomkostninger, vil gerne vide, hvorfor han overhovedet skal sætte sit kryds ved Obama ved det kommende præsidentvalget til november.
- De løfter, som jeg har givet, har jeg holdt. Og dem, som jeg ikke har haft mulighed for at holde, handler ikke om, at jeg ikke har prøvet. Dem tager vi fat på i den anden præsidentperiode, svarer præsidenten.
/ritzau/