Præsident Joe Bidens søn Hunter Biden er tiltalt for brud på våbenloven, viser retsdokumenter torsdag.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den 53-årige præsidentsøn er tiltalt for at have løjet om sit stofmisbrug, da han tilbage i 2018 købte et våben.
Han har erkendt, at han på daværende tidspunkt havde et problem med stoffer og alkohol i forbindelse med, at han havde en vanskelig periode efter sin brors død.
Tiltalen er blevet rejst ved den føderale domstol i Bidens hjemstat, Delaware.
Det sker, efter at han tidligere havde indgået et tilståelsesforlig med den amerikanske anklagemyndighed. Det trak han sig dog fra i slutningen af juli.
Det tidligere tilståelsesforlig lød på, at 53-årige Hunter Biden erklærede sig skyldig i to skatteanklager og skulle deltage i et forløb for at undgå retsforfølgning i en våbenrelateret sag, skriver Reuters.
Forliget blev afvist af en føderal dommer, der sagde, hun ikke kunne godkende forliget i dens daværende form.
Dommeren begrundede afvisningen med, at hun var bekymret for, om aftalen var lovlig, og den immunitet som aftalen tilbød Hunter Biden.
Skatteanklagerne handler om, at Hunter Biden ikke har betalt skat af en indkomst på mere end 1,5 millioner dollar i 2017 og 2018. Det svarer til lidt over ti millioner kroner.
Sagen mod Hunter Biden har fået stor opmærksomhed og er blevet brugt af Donald Trump og republikanerne mod Joe Biden, skriver Reuters.
En retssag vil formentlig trække store overskrifter og præge den amerikanske præsident kampagne i 2024, hvor Joe Biden søger genvalg.
Det norske nyhedsbureau NTB skriver, at Det Hvide Hus tidligere har oplyst, at Joe Biden ikke har tænkt sig at benåde sin søn.
Reuters skriver, at det ikke har været muligt at få en kommentar fra Hunter Bidens advokat.
Republikanernes formand i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, fortalte tirsdag pressen, at man ville undersøge mulighederne for at stille Joe Biden for en rigsret.
Præsidenten anklages af republikanere for at lyve over for amerikanerne om sønnen Hunter Bidens forretningsmæssige aktiviteter i udlandet.
/ritzau/