Napoli har stort fokus på den resterende del af sæsonen i den hjemlige Serie A, hvor holdet kæmper med Juventus om mesterskabet.
Torsdag skulle det syditalienske mandskab så forsøge at levere varen i Europa League, men det gik slet ikke efter planen.
Her tog Napoli i det første opgør i 16.-delsfinalen imod RB Leipzig, der havde danske Yussuf Poulsen med i startopstillingen.
Et oplæg fra danskerne var årsag til, at gæsterne bragte sig foran 2-1 med et kvarter igen og siden også scorede til slutresultatet 3-1 i overtiden.
Dermed har RB Leipzig et fornemt udgangspunkt til returmødet i Tyskland.
Napoli kom ellers foran efter 52 minutter, da bolden blev kombineret rundt og endte hos Adam Ounas.
Den algeriske midtbanespiller tog nogle træk i højre side og sparkede fladt bolden i mål til 1-0.
Hos tyskerne havde Timo Werner chancer i begyndelsen af både første og anden halvleg, og få minutter efter den italienske scoring var Yussuf Poulsen igennem, men danskeren misbrugte muligheden.
RB Leipzig fik dog scoret det vigtige mål på udebane, da Timo Werner fra tæt hold sparkede bolden i mål til 1-1 efter godt en times spil.
Med et kvarter igen blev Yussuf Poulsen så sendt afsted, og danskeren havde frit løb mod mål, men valgte uselvisk at spille bolden til Bruma, som bragte RB Leipzig foran 2-1.
Med ni minutter igen lod Yussuf Poulsen sig udskifte, og i overtiden sørgede Timo Werner med en klinisk afslutning for målet til 3-1.
Et andet italiensk hold skuffede også torsdag aften, da Lazio var på besøg hos rumænske FCSB.
Her blev det til et nederlag på 0-1-nederlag til Lazio.
Den tidligere Manchester United-spiller Memphis Depay scorede det sidste mål for Lyon, som hjemme slog spanske Villarreal 3-1.
/ritzau/