Onsdag eftermiddag ramte den lammende nyhed: Kriseramte PostNord skal igennem en kæmpe omlægning, der blandt andet kommer til at betyde et farvel til op mod 4.000 fuldtidsansatte - heraf 500 fuldtidsstillinger i administrationen.
De dramatiske realiteter bliver nu langsomt fordøjet af de ansatte, og det er de færreste, der for alvor har kunnet nyde en ellers solrig forårsweekend, siger Lars Chemnitz, forhandlingssekretær i 3F Post.
- Der er fuldstændig stille. Folk er i en slags granatchok. Man går jo og er urolig. Er det mig, der mister mit arbejde? Bliver det nu et fysisk hårdere arbejde? Sådan tænker vi alle, siger han til Avisen.dk.
PostNord oplyste i sidste uge, at de 3.500-4.000 fyringer vil ske i løbet af to til tre år. Lars Chemnitz forventer, at de første fyringsrunder allerede rammer til sommer og efterfølgende kommer drypvis indtil 1. januar 2018, hvor en større fyringsbølge kan ramme. PostNord har nemlig også varslet, at omdeling af reklamer og ugeaviser kan skæres fra. Det kan betyde en voldsom reduktion i medarbejderstaben, mener Lars Chemnitz.
Eigil Johannesen, der er formand for HK-tillidsrepræsentanterne, har samme opfattelse.
- Der bliver mange, der ikke får noget at lave. Det bliver den første helt store bølge – flest 3F’ere i produktionen, men også HK’ere i administrationen, siger Eigil Johannesen til Avisen.dk.
Møder op med krav
Han forklarer, at han fredag var til et første indledende møde med ledelsen om planen for de kommende fyringer. Parterne blev enige om, at der er tale om massefyringer, og det åbner op for muligheder for omskoling og efteruddannelse for dem, der bliver fyret.
Der er desuden besluttet et nyt møde i slutningen af maj måned, hvor HK’erne forventer at få flere svar på de påtrængende spørgsmål om ’hvad’, ’hvem’ og ’hvornår’.
Lars Chemnitz og 3F har endnu ikke haft et møde med ledelsen i PostNord, men når det sker, vil han møde op med tre krav til, hvordan afskedigelserne skal foregå:
1) Alle medlemmerne skal have bedst mulige vilkår for at forblive i arbejde. Enten i Post Danmark eller ved at blive støttet til job et andet sted. Det skal ske inden tre år. 2) Det skal være et fuldtidsjob på samme lønniveau 3) Et ordentligt arbejdsmiljø. Det må ikke blive en kamp for medarbejdere at gå på arbejde, bare fordi de bliver færre.
Desuden anerkender Lars Chemnitz ikke tallet 3.500-4.000.
- Det må forhandlingerne og virkeligheden vise, siger han.
Men vil ledelsen lytte til jer?
- Det kommer de til at gøre. Det vil vi kæmpe for. Hvis de er ligeglade med os og misforstår de nye roller, så tror jeg ikke de klarer omstillingen. Men de kommer til at lytte, vi har samarbejdet i fem-seks år med de tidligere fyringsrunder.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra PostNord.