Det var altså ikke resultatet af et enkelts års vanvid, da Jonas Vingegaard sidste år skubbede Tadej Pogacar ned fra piedestalen i Tour de France.
Der var tale om et tronskifte. Det ved vi nu. Den lille mand med de store lunger har fundet opskriften på at tryne sin evige rival.
At vinde Tour de France én gang er en bedrift til historiebøgerne. At gøre det to gange i træk bringer Vingegaard op i klassen med de tunge drenge.
Han er ikke en overgangsfigur imellem andres epoker. Ikke en Carlos Sastre, en Vincenzo Nibali eller en Bjarne Riis, der festede i én uforglemmelig sommer og aldrig kom tæt på igen.
Touren blev for andet år i træk blev vundet af Jonas Vingegaard. Den danske Jumbo-Visma-rytter har i år været helt suveræn, og han sejrer med en margin på syv minutter og 29 sekunder ned til slovenske Tadej Pogacar. (Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix)
Jonas Vingegaards anden sejr er på en måde mere overbevisende end den første.
Til dels på grund af den store tidsforskel på 7 minutter og 29 sekunder inden sidste etape. Men især fordi han denne gang har optrådt som løbets chef.
Han har haft den gule førertrøje uafbrudt siden 6. etape og har forsvaret den med stoisk ro. Da han øjnede chancen for at sætte de afgørende stød ind, greb han den med største selvfølgelighed.
Én ting er at besejre Pogacar på bjergetaper med hjælp af et solidt hold og en klar strategi, som Vingegaard gjorde sidste år.
Noget andet er at tvinge superstjernen ud på randen af et fysisk og mentalt kollaps, hvor han var i onsdags. Den dag, hvor hierarkiet blev hamret fast i al sin ubarmhjertige tydelighed.
Senest der sluttede Tour de France med at være en kamp mellem to helt jævnbyrdige modstandere.
Den dag blev Vingegaard konge. En indadvendt og lidt mystisk vinder af den type, som det franske publikum med tiden vender sig imod.
Der er nemlig koldt på toppen. Og temperaturen omkring Vingegaard faldt i samme øjeblik, som løbet mistede sin spænding.
Dagen før anden hviledag havde en journalist konfronteret ham med en ikke nærmere specificeret "skepsis", som journalisten fornemmede omgav Vingegaards og Pogacars præstationer.
Efter danskerens opvisning på enkeltstartscyklen og hans aflivning af Pogacar dagen efter røg fløjlshandskerne så helt af i presselokalet, hvor dopingspørgsmål er en del af ritualet.
Nogle journalister er rædselsslagne for at blive stemplet som naive, hvis det senere viser sig, at de stod midt i en sort epoke som i de epo-fyldte 1990'ere og de bloddopede 00'ere.
Derfor bliver doping et tema, selv om der hverken er rygende pistoler eller rygter til at fodre tvivlen.
Vingegaard bevarede dog roen. Selv når han blev afkrævet detaljerede redegørelser om dopingkontrol på højdetræningslejre eller hans kendskab til specifikke præparater med en formodet præstationsfremmende effekt.
Hans velovervejede svar virkede til tider indstuderede, men det er der i sig selv intet galt i. Det er det, holdene ansætter presseansvarlige til, og ingen kan beskylde Vingegaard for at gå i forsvarsposition.
Heller ikke i år er man dog blevet meget klogere på, hvad der rører sig i fænomenet fra Glyngøre, når han ikke lige sidder i sadlen.
Han har forfinet en vane med at svare ekstremt konkret på spørgsmål. Ofte med én sætning. Ingen uddybninger og ingen overflødige ord. Uden farver og superlativer.
På den måde fik han kvalt en del af spørgelysten undervejs. Til sidst var hans daglige pressemøder overstået på mindre end tre minutter, hvad han næppe var ked af.
Ethvert minut brugt på svinkeærinder som podiehyldest og mediesnak efter etaperne skal købes i afdelingen for restitution og afslapning. Og det skal man ikke undervurdere i det udholdenhedsræs, som Tour de France er.
Vingegaard har accepteret de forpligtelser, der følger med den gule trøje og klaret dem så hurtigt, han har magtet.
Ved siden af den impulsive Pogacar kan han forekomme lidt uudgrundelig og svær at gennemskue. Men der er næppe mange, der vil kalde ham arrogant, som en fransk avis tidligt i løbet forsøgte at fremstille ham som.
Hans ekstreme tro på holdets plan og hans evne til at føre den ud i livet har vist sig som et mordvåben i duellen mod sloveneren. I øvrigt klæder de to konkurrenters helt forskellige personligheder hinanden i sjælden grad.
At Vingegaard brugte næstsidste etape på at kontrollere sine modstandere i stedet for at bidrage til underholdningen, blev mange fortørnede over. Men pointen er, at selv da det hele var afgjort, holdt han fast i sin strategi.
Han var ikke kommet til Frankrig for at lave show. Han var kommet for at vinde Tour de France, og det gør man ikke ved at trænge ind på Pogacars enemærker.
Det gør man ved at slå ned på de få ting, sloveneren ikke er bedst til: at holde sig til en plan, at bevare tålmodigheden og ind imellem at kvæle sine instinkter.
Og så hjælper det selvfølgelig også, at man kan fyre en af cykelhistoriens bedste enkeltstarter af, når det gælder.
Billedet på sidste års Tour de France var det lille håndtryk mellem Vingegaard og Pogacar på en nedkørsel. Symbolet på den venlige duel mellem to ligeværdige.
Denne udgave vil især blive husket for billedet af Pogacar, der lagenhvid i ansigtet og med sin nedlynede trøje flagrende i vinden måtte opgive at følge sin danske modstander.
"Jeg er her ikke, jeg er død", sagde han over holdradioen.
/ritzau/