Manglende tillid til den øverste ledelse, medarbejderflugt og dårlig trivsel i Arbejdstilsynet kræver øjeblikkelig handling, fastslår flere partier.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) forventer, at Arbejdstilsynets direktion tager hånd om situationen, skriver Fagbladet 3F.
Det samme gør formanden for Folketingets Beskæftigelsesudvalg, Bent Bøgsted (DF).
- Arbejdstilsynet må se at få styr på arbejdsmiljøet i dets egen butik, siger han til Fagbladet 3F.
Halvdelen af medarbejderne i Arbejdstilsynet har i en trivselsrapport blandt andet givet udtryk for, at de ikke føler, at deres arbejde bliver påskønnet og anerkendt af den øverste ledelse.
Arbejdstilsynets direktør, Peter Vesterheden, er parat til at få hjælp af eksterne konsulenter og rådgivere for at få problemerne løst. Det vil være en god idé, mener Bent Bøgsted.
- Det vil være en god idé at få nogle til at lave en uvildig undersøgelse af, om tingene fungerer, som de skal i Arbejdstilsynet, siger Bent Bøgsted.
- Og om der skal ske en udskiftning af ledelsen, siger han.
Arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten Christian Juhl kræver omgående handling.
- Vi er nødt til at få ministeren i samråd om situationen i Arbejdstilsynet. Men ansvaret ligger også i Arbejdstilsynets direktion, siger han.
Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Leif Lahn Jensen, mener også, at der hurtigt skal rettes op på forholdene i Arbejdstilsynet.
Det samme gør SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, som peger på, at tillidskrisen og medarbejderflugten blandt andet bunder i de store besparelser på Arbejdstilsynet.
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen vil også have rettet op på de interne forhold i Arbejdstilsynet.
- Jeg forstår, at ledelsen i Arbejdstilsynet tager trivselsmålingen meget alvorligt, og jeg forstår og forventer også, at direktionen tager hånd om situationen og arbejder målrettet på at forbedre trivslen, udtaler ministeren i en skriftlig kommentar til Fagbladet 3F.
/ritzau/