- Det er til grin at sætte en fotovogn på en motorvej midt om natten, og jeg synes, det er uanstændigt, at politiets ressourcer bliver brugt på den måde.
Sådan skriver den konservative politiker Naser Khader i et debatindlæg på BT.dk, hvor han kalder fotovognene for en pengemaskine.
Om en lille måned er det to år siden, at hans dengang 14-årige datter blev overfaldet og tæsket af en pigebande på Amager.
Den oplevelse ligger dybt i politikeren, som i debatindlægget svinger krabasken og kritiserer prioriteringen af fotovognene, som er meget synlig på de danske gader og veje.
I stedet bør der være politivogne nok på gaden, så man kan tage sig af en lille pige, når hun bliver overfaldet, skriver han blandt andet.
Naser Khader beskriver en nat sidste år, hvor han blev stoppet af fem betjente ved Langebro i København.
- Det blev ikke til en bøde, fordi min overskredne fart lå under bagatelgrænsen. Det skulle der fem betjente til at konstatere. Året før var min datter blevet brutalt overfaldet, men den aften fik vi at vide, at politiet ikke kunne komme, fordi der ingen ledige politivogne var. Er det virkelig den form for prioritering, vi skal leve med? Kan det være rigtigt, at penge vægtes frem for mennesker?, skriver Naser Khader.
Han erkender at politiet er presset på grund af blandt andet øget terrorberedskab, men mener at politiet burde være mere synlige i gadebilledet i stedet for at foretage fartkontroller.
Han understreger samtidig, at alle naturligvis skal følge færdselsreglerne - det gælder også bilister.