I sagen om drabet på en 32-årig gravid kvinde i Herlev leder Københavns Vestegns Politi efter en mand, som er blevet set løbe ud fra den park, hvor kvinden blev dræbt.
- En kvinde så manden løbe ud af parken, og kort forinden hørte hun to skrig inde fra parken, fortæller politikommissær Hans Christian Tonnesen til TV2 News lørdag eftermiddag.
- Den mand vil vi gerne tale med, lyder det fra Tonnesen.
Manden er mellem 26 og 28 år og klædt i mørke bukser, jakke med hættetrøje og kasket.
Den 32-årige kvinde blev fundet livløs i Elverparken i Herlev fredag aften kort efter klokken 19. Kort efter blev hun erklæret død på stedet af flere knivstik.
Ifølge politiet befandt kvinden sig i parken, da hun var ude at lufte en hund. Hun var iført regntøj og gummistøvler. Politiet efterlyser vidner, der har befundet sig i parken fredag aften.
Der er endnu ingen anholdte i sagen.
/ritzau/