Kun guldet tæller, når danske Peter Rosenmeier i næste uge skal spille med ved VM i parabordtennis, der bliver afholdt i Celje i Slovenien.
Den danske herresinglespiller, der vandt VM-guld i 2010, forbereder sig dog på hård konkurrence om at komme øverst på podiet.
- Jeg føler mig stærk og velforberedt, og jeg vil ikke være rigtig tilfreds med andet end guld.
- Men samtidig er der ingen tvivl om, at feltet i år er det klart bedste i min tid i sporten.
- Jeg kan pege på tre-fire spillere foruden mig selv, der kan tage titlen, så jeg skal være knivskarp fra start til slut, hvis jeg skal vinde, siger Peter Rosenmeier i en pressemeddelelse fra Parasport Danmark.
Danskeren, der vandt guld ved de paralympiske lege i Rio for to år siden, ligger nummer to på verdensranglisten i herrernes klasse 6. Det er klassen for spillere med arm- og bendefekter.
Peter Rosenmeier har tidligere i år vundet Slovenia Open.
Sidste år havde han en dårlig oplevelse, da han blev sendt ud i kvartfinalen ved EM.
- Mentalt var jeg der ikke rigtig sidste år, og det har vi gjort meget for at rette op på.
- Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har masser af store resultater tilbage i mig, og det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne ned og bevise, siger Peter Rosenmeier.
Også damesinglen Sophie Walløe er med ved VM i Celje.
Hun nåede sidste år frem til finalen ved EM, hvor hun hentede sølv.
Den 18-årige dansker var for fire år siden med ved VM for første gang, og ved den lejlighed nåede hun frem til kvartfinalen.
- Jeg har udviklet mig meget siden sidste VM både spillemæssigt og mentalt, så jeg går selvfølgelig efter at lave et bedre resultat.
- Jeg har bevist, at jeg kan være med i toppen, men jeg ved også, at jeg skal spille op til mit bedste, hvis det skal blive til en medalje, siger Sophie Walløe, der har medfødt hofteskred og er med i klasse 10.
Danskeren ligger nummer fire på verdensranglisten.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.