Opdateret kl. 16:29
Peter Madsen, der er dømt for drabet på Kim Wall, har flyttet fængsel. Det sker, knap tre uger efter at han blev overfaldet af en medfange. Overfaldet skete i Storstrøm Fængsel på Falster.
Det er Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, der deler adresseflytningen med Ekstra Bladet.
- Han er rykket til Herstedvester, siger hun til avisen.
Hald Engmark ønsker ikke at uddybe over for Ekstra Bladet, hvornår Madsen blev flyttet til fængslet, som ligger i Albertslund.
Hendes klient har længe ønsket at blive flyttet til netop Herstedvester, og for knap to uger siden bekræftede Kriminalforsorgen, at der var truffet en afgørelse i sagen.
- Det kommer til at ske, når der er en plads ledig, sagde Hald Engmark dengang.
Herstedvester Fængsel - tidligere kendt som Anstalten ved Herstedvester - er en specialinstitution med erfaring i blandt andet behandling af seksualforbrydere og farlige personer.
Det har i øvrigt ry for at være et mere sikkert sted for personer, der er dømt for kriminalitet, som ikke er velset blandt medfangerne i landets øvrige fængsler, eksempelvis voldtægt og pædofili.
Klientellet i Herstedvester tæller en del af den slags fanger, og de lader i højere grad hinanden være i fred.
Det var 8. august, at den drabsdømte blev overfaldet af en 18-årig medindsat. Medfangen slog ham i ansigtet, så Madsen fik skader og kortvarigt måtte til behandling på hospitalet.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vurderede sagen til at være i den forholdsvis milde ende.
Ved grove overfald vil anklagemyndigheden normalt kræve overfaldsmanden varetægtsfængslet, men det skete ikke i forbindelse med overfaldet på Peter Madsen.
Anklageskriftet mod den unge medindsatte er endnu ikke lavet, og sagen er ikke berammet i retten, skriver Ekstra Bladet.
Peter Madsen blev tidligere på året kendt skyldig i og idømt fængsel på livstid for at have mishandlet og dræbt den svenske journalist Kim Wall i august sidste år.
Han nægtede sig skyldig i drabet, men han valgte at acceptere rettens afgørelse om skyldsspørgsmålet. Til gengæld har han anket straffens længe. Den vil han have sat ned.
Ankesagen begynder i Østre Landsret 5. september.
/ritzau/