Vi betaler 25 milliarder kroner om året for at spare op til pensionen. Så meget kræver pensionsselskaberne for at administrere de penge, der skal gøre det muligt at få smør på brødet i vores alderdom. Det vurderer to af landets uafhængige pensionseksperter i Børsen.
Det er helt normalt, at selskaberne hiver 2-3 procent om året af pensionsformuen for at administrere pengene. Men på hvilken måde beregningerne er lavet, og hvordan man kan overskue omkostningerne, er vanskelig at opklare.
Børsen ringede i sidste uge rundt til en række pensionsselskaber og spurgte "hvor meget kommer jeg til at betale for, at min pensionsopsparing bliver investeret hos jer?" Selskaberne var ganske uenige i, hvordan den slags skulle beregnes, og det møder kritik hos Forbrugerrådet.
"Inden almindelige mennesker kan regne ud, hvordan man skal spørge for at få de rigtige oplysninger," siger Carsten Holdum, der er cheføkonom i Forbrugerrådet, til avisen.
Staten tager da også selv en bid af kagen tilbage igen. For alle på det danske arbejdsmarked skal spare en del af lønnen op via ATP. De snupper dog typisk kun omkring én procent af opsparingen om året for at passe på pengene.